3 A-pærer fjernes fra A-pærelisten
3 A-pærer med Elsparemærket lever ikke op til Elsparefondens krav. Det viser en stikprøvekontrol af en række sparepærer på A-pærelisten.
03.07.2009
3 A-pærer fjernes fra A-pærelisten
Elsparefonden har foretaget en stikprøvekontrol af en række sparepærer på A-pærelisten.
Og 3 pærer klarer ikke at blive tændt så mange gange, som producenten lover.
De fjernes nu fra A-pærelisten, og forbrugerne kan få pengene tilbage.
Krav til antal tænd/sluk
A-pærer skal opfylde en række energi- og kvalitetskrav for at få Elsparemærket. Ét af kravene er, at de kan tåle at blive tændt lige så mange gange, som den levetid (i timer), der angivet på pakken. Hvis levetiden er 8.000 timer, skal pæren altså kunne klare at blive tændt 8.000 gange.
De 3 dumpede pærer er:
• Prolight 3U 6 watt E14, stavformet, Dansk Supermarked
• Majestic 9 watt E27, stavformet, Elektro Cirkel
• Micro Spiral af mærket GN Belysning 11 watt E27, spiraliseret, Sydjydsk Import A/S
Elsparemærket giver tryghed
Elsparefonden gennemfører jævnligt stikprøvekontroller af produkter med Elsparemærket. På den måde kan forbrugerne føle sig trygge ved at købe sparepærer på A-pærelisten.
”Det er helt afgørende, at forbrugerne kan have tillid til, at A-pærer med Elsparemærket lever op til Elsparefondens krav. Derfor slår vi også hårdt ned og fjerner øjeblikkeligt de dumpede pærer fra A-pærelisten, når vi i stikprøvekontroller finder pærer, der ikke holder, hvad de lover,” siger Poul Erik Pedersen, belysningsekspert i Elsparefonden.
Få pengene tilbage
Elsparefonden har vist resultaterne af stikprøvekontrollen til de 3 importører af sparepærer, der dumper testen. De lover nu alle 3, at forbrugerne kan få pengene tilbage eller byttet pæren, hvis de kontakter importøren.
Siden er opdateret 03.07.2009

