4 vaskemaskiner dumper i test
4 ud af 20 vaskemaskiner dumper i en test, som Teknologisk Institut har lavet for Elsparefonden. De mister nu retten til at bruge Elsparemærket. Alle vaskemaskinerne i stikprøvekontrollen opfylder Elsparefondens krav til energiforbruget. Men de 4 vaskemaskiner afviger væsentligt fra kravene til at vaske eller centrifugere tøjet.
03.07.2008
Forbrugerne køber ind efter Elsparemærket
”Elsparefonden stiller af hensyn til forbrugerne krav til de produkter, der får Elsparemærket og udfører løbende stikprøvekontrol. Når produkter ikke lever op til disse krav, ser Elsparefonden sig nødsaget til at fratage produkterne Elsparemærket. Det er vigtigt, at der er fair konkurrence producenterne imellem, og da Elsparemærket er et konkurrenceparameter, som forbrugerne køber ind efter, skal produkterne selvfølgelig være i orden. Det er vigtigt for os, at forbrugerne har tillid til Elsparemærket,” siger Mads Lindevall Kristiansen, projektkoordinator i Elsparefonden.
Retten til brug af Elsparemærket sættes i bero
De 20 vaskemaskiner, som Elsparefonden har taget ud til stikprøvekontrollen, er alle mærket med A for energiforbrug, A for vaskeevne og A for centrifugeringsevne. Kun vaskemaskiner med 3 gange A kan benytte Elsparefondens Elsparemærke. 4 af de testede vaskemaskiner afviger så meget fra kravene, at Elsparefonden i samråd med Teknologisk Institut har besluttet, at brugen af Elsparemærket sættes i bero.
Energistyrelsen orienteret
Brugen af Elsparemærket på vaskemaskiner er baseret på EU's obligatoriske A-G energimærkningsordning, som Energistyrelsen er tilsynsmyndighed for i Danmark.
Elsparefonden har derfor sendt et brev til Energistyrelsen med testdokumentationen fra stikprøvekontrollen, hvoraf det fremgår, at de fire maskiner afviger væsentligt fra energimærkningens krav. Indtil Energistyrelsen har taget stilling i sagen, trækkes retten til at bruge Elsparemærket tilbage for de fire vaskemaskiner.
Elsparemærke kræver energieffektivtet
Baggrunden for stikprøvekontrollen er, at en række forhandlere og producenter af hårde hvidevarer har indgået aftale med Elsparefonden om at bruge Elsparemærket på vaskemaskiner med energimærkning AAA.
Elsparemærket bruges typisk på de 20 % mest energieffektive produkter i en produktkategori. En aftale om at bruge Elsparemærket forudsætter, at produkterne overholder Elsparefondens krav til produkternes energiforbrug og evt. andre relevante krav for det pågældende produkt f.eks. kvalitetskrav.
De 4 vaskemaskiner der dumper
Elsparemærket må ikke længere bruges på følgende 4 produkter:
- Indesit WIXL 165EX (afvigelse på vaske- og centrifugeringsevne)
- Bauknecht WAE 9665 (afvigelse på centrifugeringsevne)
- AEG L 66841 (afvigelse på vaskeevne)
- Blomberg WAF 6150A (afvigelse på vaskeevne)
Produkterne vil desuden blive fjernet fra www.elsparefonden.dk/hvidevarer
Læs mere om Elsparemærket: www.elsparefonden.dk/elsparemaerket
Læs mere om forbrugernes rettigheder ved forkert energimærkning: www.elsparefonden.dk/forbrugerrettigheder
Siden er opdateret 09.07.2008

