Mere julelys med mindre energiforbrug

Mere julelys med mindre energiforbrug

I år bruger vi 55 mio. kr. på strøm til julelys. Det er 20 % mindre end i 2008. Forbruget falder, fordi vi får mere energieffektive julelys. Se, hvordan du får den bedste julebelysning uden store eludgifter.

07.12.2010

Flere lys i mørket
Vi tænder flere og flere lys i juletidens mørke, men nu falder elforbruget til julelyset. Center for Energibesparelsers analyse viser, at vi i år bruger omkring 55 mio. kr. på strøm til julelys. Det er 20 % mindre end i 2008. Opgørelsen glæder Christian Lüders, kommunikationschef i Center for Energibesparelser.
”Det er fint at sprede lys i en mørk tid, og i denne julemåned glæder vi os ekstra meget over, at både producenter, forhandlere og forbrugere nu går ind for at pynte op til jul med energieffektiv belysning,” siger han.

Graf over forburg siden 2008

Store forskelle på lyskæder
Elforbrug falder, fordi vi i stadigt højere grad køber energieffektive lyskæder med lysdioder frem for julelys med glødepærer. Der er kæmpe forskel på lyskædernes elforbrug. Det gennemsnitlige elforbrug for en lyskæde i Danmark er omkring 10 watt. Nye lyskæder har typisk et elforbrug på 2,5-5 watt. De mest effektive kæder med lysdioder bruger omkring 1 watt. Samtidig holder lysdioderne flere gange længere end glødepærer. En lyskæde på 10 watt bruger godt 5 kWh (strøm for ca. 10 kr.) i december, hvis den er tændt dagligt fra kl. 15 til 09.

Sådan får du godt og energirigtigt julelys

  • Gå efter lavt watt-tal
    Ikke alle producenter oplyser, om lyskæder bruger glødepærer eller lysdioder . Se i stedet efter lyskæder med lavt watt-tal. Jo lavere watt-forbrug, jo mindre strøm bruger kæden.
  • Brug et tænd-sluk-ur
    Med et tænd-sluk-ur tænder julelysene automatisk, når du vil have det. Det giver mindre arbejde og fjerner det unødvendige elforbrug.
    > Find et tænd-sluk-ur
  • Se kæden med lys i
    Det er en smagssag, hvilken farve lys og hvor kraftigt lys, man bedst kan lide i juleudsmykning. Så husk at se en lyskæde tændt, inden du køber.

Siden er opdateret 02.12.2011