Nyt mærke til feriehuse
Center for Energibesparelser har sammen med Feriepartner udviklet et nyt mærke til feriehuse. Mærket viser energiudgiften i hvert enkelt udlejningshus i hos Feriepartner.
03.04.2010
Mærket ses på nettet og i feriekataloget
Udgiften til lys og varme kommer ofte bag på feriehuslejere, der i forvejen har betalt dyrt for både rejse og feriehus. Det kan nemlig være meget svært at gennemskue energiudgiften ud fra de farvestrålende feriekataloger.
Derfor har Center for Energibesparelser og Feriepartner i Jammerbugten og Thy i samarbejde udviklet et nyt feriehusmærke, som gør udgiften synlig. Mærket kan ses både på nettet og i feriekataloget.
Slut med en overraskende energiregning
”Det nye initiativ betyder, at lejerne ikke længere får nogen ubehagelig overraskelse, når de får regningen for energiforbruget ved afrejsen. Allerede når de booker huset, får de en fornemmelse af, hvad forbruget løber op i. Det gennemsnitlige forbrug pr. døgn er oplyst for hvert enkelt hus både på nettet og i vores nye katalog,” siger Jan Brusgaard, direktør for Feriepartner i Jammerbugten og Thy.
Alle kan bruge mærket
Feriehusmærket er en frivillig ordning på forsøgsbasis. Feriepartner kender det faktiske energiforbrug i udlejningshusene, og det forbrug ligger til grund for energitallet.
Tallene, der opgives for hvert enkelt hus, er et gennemsnitstal, der er baseret på det reelle forbrug i de sidste 6 måneder. Alle, der ønsker at bruge mærket, kan rekvirere det gratis ved at kontakte Elsparemærkesekretariatet på tlf.: 33 95 58 37.
Har beregnet forbruget i hvert enkelt hus
Feriepartner i Jammerbrugten og Thy er de første udlejningsbureauer af sommerhuse, som har indført en energimærkning af hvert enkelt sommerhus. I alt omfatter de 2 afdelinger i Feriepartners kæde 850 sommerhuse i Nordjylland.
”Vi har undersøgt energiforbruget i hvert eneste sommerhus i det sidste halve år, så vi angiver det reelle, gennemsnitlige el- og varmeforbrug i et udlejningsdøgn for hvert eneste hus,” siger Jan Brusgaard.
Regn prisen ud pr. døgn
Både på Feriepartners hjemmeside og i det nye katalog, der udkommer 20. maj, finder lejerne feriehusmærket. Det viser forbruget for sommermånederne fra april til og med september og for vintersæsonen fra oktober til og med marts.
Tallene angiver forbruget i energienheder, så for at finde prisen pr. døgn skal man gange med 2,25 kr. Når et pool-hus f.eks. er mærket med 16 for sommer og 34 for vinter, betyder det, at prisen pr. døgn i gennemsnit er 36 kr. i sommermånederne og 76,50 kr. om vinteren.
Siden er opdateret 03.04.2010

