Pæredygtig adfærd er pærenem

Pæredygtig adfærd er pærenem

Miljøstyrelsens kampagne ”Pæredygtig adfærd” skal få os til ikke at tabe fatningen, hvis sparepæren går itu eller brænder ud. Kampagnen omfatter 4 pærenemme råd. Go’ Energi støtter kampagnen.

18.05.2010

Skån miljøet mere
9 ud af 10 danskere ved ikke, hvordan de skal rydde op efter en sparepære, der er gået itu, og hvordan de skiller sig af med udbrændte sparepærer. Det viser en undersøgelse, som Capacent har lavet for Miljøstyrelsen i forbindelse med starten på den nye kampagne ”Pæredygtig adfærd”. Kampagnen skal netop lære os, hvordan vi bedst tager hånd om sparepærer, da de indeholder en lille mængde kviksølv.

Samlet set giver sparepærer mindre kviksølv i miljøet, end hvis man bruger glødepærer.

”Og sagen er, at vi kan skåne miljøet endnu mere ved at huske at aflevere sparepærerne på de kommunale genbrugspladser,” siger lysekspert Poul Erik Pedersen, Go’ Energi, der bakker kampagnen op ved udsendelse af informationsmateriale til forhandlere, producenter og importører.

4 pærenemme råd
Kviksølvdampene fra en sparepære udgør ikke en risiko for din sundhed, hvis bare du lufter ud og rydder ordentligt op.

Miljøstyrelsen har derfor 4 anbefalinger til os, hvis uheldet er ude, og en sparepære går itu på www.paeredygtig.dk:

  1. Åbn vinduet
    En sparepære, der går i stykker, frigiver små mængder kviksølvdampe, som du bør undgå at indånde. Åbn vinduet, og lad det stå åbent, mens du gør rent.
  2. Skrab op med karton og tør efter med våd køkkenrulle
    Det er vigtigt, at du får samlet alle rester op. Lad være med at bruge kost – det spreder kviksølvet i rummet. Brug i stedet karton til at skrabe resterne op med. Tape kan bruges til at samle rester i sprækker og revner. Tør efter med våd køkkenrulle for at få de sidste små rester med.
  3. Læg resterne i en lufttæt beholder og aflever på genbrugsstationen
    Pak resterne mv. forsvarligt ind, og læg det i en lufttæt beholder, f.eks. et syltetøjsglas eller en frysepose.
  4. Luft ekstra ud bagefter
    Sørg for gennemtræk i 15 minutter efter oprydningen. For en sikkerheds skyld er det også en god idé at lufte ekstra ud de efterfølgende 14 dage, da der kan være små rester tilbage.

På kampagnesitet finder du også folder, plakat og kampagnefilm.

Sådan kommer du af med sparepæren
Lyskildebranchens WEEE Forening kører sideløbende en kampagne med banner og plakater på de kommunale genbrugspladser, der skal få forbrugere, som i forvejen kommer der, til at huske at tage sparepæren med også.

Men hvad gør ældre og gangbesværede eller andre, der ikke har mulighed for at komme på genbrugsstationerne?

” Vi anbefaler, at man spørger sin vicevært, om han har en indsamlingsordning, hvis man ikke har mulighed for at komme på genbrugspladsen. En anden mulighed er, at nogle af de store kæder – Ikea og Bauhaus  –  også har indsamlingssteder,” siger Jan Bielefeldt, direktør for Lyskildebranchens WEEE Forening.

Siden er opdateret 07.07.2011