Quookeren – den kogende vandhane – kan blive en energibombe

Kogende vandhane kan blive en energibombe

Quookeren, som er en kogende vandhane til installation i køkkener, kan nemt blive en stor udgift på elregningen, viser en ny test, som Teknologisk Institut har gennemført for Elsparefonden. Det står i stærk kontrast til, hvad producenten, Quooker Skandinavien A/S, selv oplyser om Quookerens elforbrug. En anden vandkoger, Quick & Hot fra Tefal, er derimod energineutral.

05.07.2008

Quookeren får din elregning til at stige
”Hvis du erstatter din elkedel med en Quooker, vil din samlede energiregning højst sandsynligt stige. Selvom Quookeren har den fordel, at du kun tapper den mængde kogende vand, du skal bruge, vil en elkedel alligevel være mest energieffektiv. Med elkedlen skal du have et vandspild på  ca. 2½ liter pr. døgn, før det kan betale sig at investere i en Quooker”, siger projektleder i Elsparefonden, Anders Hjorth Jensen og fortsætter:

”Dette skyldes bl.a., at Quookeren har et standbyforbug på 11,2 watt, som jo ikke findes på en elkedel. Det giver forbrugerne endnu et unødigt standbyforbrug på ca. 200 kr. om året.”

Den kogende vandhane
Quookere er en slags kogende vandhane, der holder vandet i beholderen kogende hele tiden. På den måde kan man altid tappe kogende vand uden at skulle vente på, at det først skal koges op i f.eks. en elkedel.

Quookeren som varmtvandshane
Quookeren findes også i en kombi-version, som du kobler på blandingsbatteriet. Den blander det kogende vand op med koldt og erstatter dermed almindelig varmt vand fra hanen. Man bruger altså el til at producere varmt vand i stedet for typisk gas, fjernvarme eller olie. Dette er en rigftig dårlig idé både energimæssigt og økonomisk.

El er nemlig uden sammenligning den dyreste og mest miljøbelastende opvarmningsform, vi har. Det udleder 3-4 gange mere CO2 end fjernvarme og koster det dobbelte eller mere.

Lanceres som ekstremt energibesparende
Quooker skriver i reklamepjecen på deres hjemmeside, at ”Quooker COMBI er ekstremt energibesparende”, og at besparelsen ved en Quooker frem for en elkedel er ”minimum 50 %”.

Men det er i klar modstrid med de resultater, som Teknologisk Institut er nået frem til.

Quookere får os til at bruge meget mere kogende vand
”Særligt hvis du vælger en kombi-version, der kobles til dit blandingsbatteri, går elforbruget helt amok. For her erstatter du almindelig varmt vand, der opvarmes med f.eks. fjernvarme, med vand fra Quookeren, der opvarmes med el”, siger Anders Hjort Jensen.

”Forbrugerne vil angiveligt benytte det kogende vand fra Quookeren til en masse ting, vi ellers ikke ville have brugt kogende vand til, og hvor det faktisk ikke har nogen effekt: Til at skolde tomater, gøre rent, skylle beskidt service af osv. Det øger forbruget endnu mere og går ud over både energiforbrug, pengepung og miljø.”

”Hvis man gerne vil sænke sit elforbrug, så skal man tænke sig godt om, før man investerer i en Quooker”, slutter han af.

Quick & Hot er energineutral
I en Quick & Hot, som Tefal producerer, opbevares vandet koldt og varmes først op, når det tappes. Det tager ca. 3 sekunder og sparer derfor en del tid i forhold til at koge vand i en elkedel. En Quick & Hot er beregnet til at varme vand til te og kaffe.

Quick & Hot er lige så energirigtig som elkedlen og reducerer rent faktisk elforbruget, hvis man normalt koger for meget vand i sin elkedel. Standbyforbruget er kun 1,42 watt. Derfor kan du med fordel erstatte din elkedel med en Quick & Hot, hvis din elkedel kræver, at vandet skal dække varmelegemet, og du altid må smide en vis mængde ubrugt vand ud.

Bemærk dog, at der er følgeomkostninger, da filteret til Quick & Hot skal skiftes regelmæssigt.

Læs pressemeddelelsen

Siden er opdateret 13.05.2009