Danmarks første konkurrence i at spare energi hjemme

Vind 25.000,- med SparEnergiPrisen

Med SparEnergiPrisen får Danmark sin første energisparepris for privathjem. Der er tale om en åben konkurrence, hvor alle danskere kan deltage med både små og store energisparetips. Hovedpræmien er 25.000 kr. Konkurrencen løber fra 7. januar til 15. marts og skyder klimaåret 2009 i gang på en underholdende måde.

09.01.2009

Energiforbruget skal ned derhjemme
Målet med SparEnergiPrisen er lige så enkelt, som det er vigtigt: At hjælpe med til, at endnu flere danskere får gjort noget konkret ved at nedsætte energiforbruget derhjemme.

Danskerne bruger mere energi end nødvendigt, og en stor del af vores forbrug kan skæres væk ved at effektivisere og gennemføre sparetiltag – uden at vi kommer til at lide afsavn. Vi kan endda ofte både spare penge og forbedre vores komfort.

SparEnergiPrisen skal på en uformel og engagerende måde opfordre til at spare på energien og samtidig udbrede danskernes egne sparetips.

Selv små tiltag gør en forskel
”Jeg er meget spændt på denne konkurrence”, siger klima- og energiminister Connie Hedegaard.

”De store aktører på klima- og energiområdet står sammen om at få de mange små og store ideer frem, som findes rundt om i landet. Det er så vigtigt med konkret inspiration til, hvordan vi kan handle mere klima- og energirigtigt i hverdagen uden at sætte økonomi, komfort osv. over styr. Det er jo de små valg, der kan være med til at gøre en forskel. Samlet set vil mange små handlinger, der trækker i samme retning, være med til f.eks. at mindske forbruget til el og varme og øge interessen for mere energirigtige produkter. Og dermed på sigt hjælpe både klima og pengepung. Du og jeg gør en forskel. Det er sikkert.”


Et sparetip fra hverdagen
Konkurrencen tager afsæt i den almindelige danskers hverdag: Et sparetip til boligen. Det behøver ikke at være en banebrydende nyhed, men noget du selv eller andre har gjort, og som har sparet på energiregningen. Derfor kan alt fra en smart tætningsliste op til store, nytænkende løsninger vinde. Småt eller stort. Hovedpræmien er et kontant beløb på 25.000 kr. Deltagere kan også vinde en af de mange ekstrapræmier.

Du kan sende dit sparetip ved at gå ind på sparenergi.dk. Konkurrencen løber frem til 15. marts 2009. Vinderne bliver kontaktet direkte, og de gode tips bliver løbende offentliggjort på SparEnergis hjemmeside.

Bag konkurrencen står centrale, nationale aktører på energi- og klimaområdet: Energistyrelsen og herunder 1 ton mindre, Elsparefonden, Dansk Energi, Naturgasselskaberne, Energi- og Olieforum og Energitjenesten.

Siden er opdateret 31.03.2009