CFE besvarer kritik af ny energiberegner

Der har i Version2.dk været fremført kritik af den webbaserede energiberegner, som Center for Energibesparelser lancerer i forbindelse med en ny kampagne for energibesparelser. Kritikken går på, at CFE med den nye kommunikationsplatform går de kommercielle aktører i bedene. CFE mener derimod, at forbrugerne skal have adgang til en uafhængig beregner, der ikke bygger på kommercielle interesser.

04.10.2010

Det offentlige tager ansvar for energibesparelser
”Forbrugerne udgør kun en del af målgruppen for vores kampagner. Beregningsdelen på el, adfærd og klimaskærm i den nye kommunikationsplatform er kun en del af det samlede tilbud, vi giver. Det er helt afgørende, at vi som offentlig instans tager ansvar for at få realiseret det store potentiale for energibesparelser i bygninger. Vi har det overordnede ansvar for, at der findes en uvildig platform, der er uafhængig af kommercielle interesser – og vores kommunikationsplatform bliver et helt centralt omdrejningspunkt i arbejdet med energibesparelser i bygninger for alle målgrupper,” siger kommunikationschef Christian Lüders fra CFE.

Går målrettet efter det faktiske energiforbrug
En del af kritikken går på, at beregningsdelen af CFE’s nye webplatform bruger data fra en standardmodel, mens andre energiberegnere beregner ud fra faktisk energiforbrug, som brugerne indtaster.

”Beregningsdelen i vores nye kommunikationsplatform går meget målrettet efter at regne på det faktiske energiforbrug, ligesom forbrugerne har mulighed for at præcisere en lang række andre oplysninger, der gælder for den konkrete bolig. Vores fokus er på totalforbrug, uanset hvilken varmekilde man har, og uanset hvilken boligtype, man bor i,” siger Christian Lüders.

Derudover bygger beregneren på beregningskernen Be06, der er udviklet af Statens Byggeforskningsinstitut (SBi).

Beregner uafhængig af kommercielle interesser
”Vi skal som offentlig myndighed sikre, at vores beregninger bygger på data af høj standard og er blevet til i uafhængigt regi og fri af kommercielle interesser. Derfor bruger vi Be06, som er den offentlige standard. Den bruges også som udgangspunkt for Energimærkningen, byggetilladelser mv. og sikrer blandt andet, at der er gennemsigtighed i beregningsgrundlaget,” siger Christian Lüders.

Be06 suppleres altså med forbrugernes egne indtastninger om boligen og forbrug og med data fra BBR-registeret, Kort & Matrikelstyrelsen og andet statistisk materiale, der genereres ud fra til den konkrete boligs udgangspunkt.. De forbedringsforslag, forbrugerne får, stammer fra Videncenter for Energibesparelser i bygningers energiløsninger.

CFE klar til at samarbejde med alle private aktører
Det er langt fra noget nyt, at CFE arbejder med komplicerede systemer til komplekse beregninger af energiforbrug.

”Det er helt naturligt, at vi nu samler allerede udviklet funktionalitet og videreudvikler Min Bolig, der kun omhandlede elbesparelser,” siger Christian Lüders.

Christian Lüders understreger, at CFE ser med glæde på ethvert privat initiativ, der kan bidrage til at nedbringe energiforbruget i private boliger, og at centeret er klar til at samarbejde bredt med markedets aktører.

Siden er opdateret 12.10.2010