Spar på elregningen i serverrummet

Spar på elregningen i serverrummet

Elsparefonden stiller nu krav til serveres energiforbrug. Kravene er baseret på den amerikanske ENERGY STAR-ordning. Elsparefondens vil bruge dem i deres indkøbsvejledning, som både stat, kommuner, regioner og en del private virksomheder følger. Der kan spares over 100 mio. kr. om året i de danske serverrum.

12.06.2009

Nemmere at købe grøn it med nye energikrav til servere
Elsparefondens nye energikrav til servere gør det nemt for indkøbere i både det offentlige og i private virksomheder at stille energikrav til servere.  Og det bliver også nemt at sammenligne de forskellige serveres energiforbrug. Det har hidtil været svært, fordi producenterne har haft meget forskellige måder at måle elforbrug på.

Kravene, som nu kommer med i Elsparefondens Indkøbsvejledning, hører under ENERGY STAR-ordningen. Der har ikke tidligere været ENERGY STAR-krav til servere. Energikravene har været under forberedelse i mere end 3 år i et samarbejde mellem den amerikanske regering og EU-Kommissionen og i tæt samarbejde med producenterne.

Stigende elforbrug i danske serverrum
”Elforbruget i de danske serverrum stiger i takt med, at stadigt flere og større filer lægges fra den enkelte computer over på servere,” siger Michael Reuss. ”Vores beregninger viser, at serverne står for omkring 60 % af elforbruget i serverrummene. Hvis alle servere var energirigtige, ville elbesparelsen være på over 100 mio. kr. årligt”

Det samlede elforbrug i danske serverrum er vurderet til at ligge på 3.000.000.00 kWh om året eller 525 mio. kr.

Nye krav er med til at påvirke markedet
De nye energikrav vil også være med til at påvirke markedet. Der vil komme større udbud af energieffektive produkter, fordi producenterne vil være interesserede i at udvikle servere, der lever op til kravene. Det bliver lettere at holde fokus på grøn it, når indkøberne kan stille krav til servernes energieffektivitet.

Siden er opdateret 12.06.2009