Elsparefonden er begejstret for Nokia Home Control Center

Elsparefonden er begejstret for Nokias nye Home Control Center, der er en slags router udviklet på en åben platform. Det giver nemlig adgang for tredjepart til at integrere løsninger som f.eks. Min Bolig, der er Elsparefondens avancerede internetplatform for intelligent styring af hjemmet.

19.12.2008

Et bindeled til Min Bolig
Nokia Home Control Center kan blive det konkrete bindeled, som gør forbrugerne i stand til at styre og overvåge energiforbruget via Min Bolig.

Min Bolig gør Danmark til et foregangsland for det intelligente hjem.

”Nokias beslutning om at udvikle et Home Control Center med en åben platform, som kan kommunikere med Elsparefondens Min Bolig og andre åbne systemer, er vigtig for forbrugerne. Ikke mindst i en tid, hvor der er stort, politisk fokus på elbesparelser, fjernaflæsning af elmålerne og klimaforbedringer. Nokia har med sit kontrolcenter sikret forbrugerne, at det kan virke sammen med alle trådløse komponenter, der er anbefalet af Elsparefonden,” siger Göran Wilke, sekretariatschef i Elsparefonden.

Et vækstmarked for trådløse komponenter
Elsparefonden forventer, at Nokias nye initiativ viser vejen til et endnu større vækstmarked for trådløse komponenter, der kan styre og overvåge hjemmet og dermed give forbrugerne store elbesparelser.

Nokia Home Control Center kan overvåge og styre hjemmets elforbrug, tænde og slukke for apparater, måle temperaturer og luftfugtighed og overvåge hjemmet med et kamera. I fremtiden kan alarm, opvarmning, ventilation og andre systemer i hjemmet forbindes til platformen.

”Vi har set, at der er vækstpotentiale i dette marked. Det danske marked er særligt interessant med Elsparefondens Min Bolig-koncept. Dermed mener vi også, at de danske forbrugere vil kunne opnå besparelser på elregningen og sænke deres CO2-udslip ved at styre energiforbruget og andre services via kontrolcentret,” siger Toni Sormunen, direktør for Smart Home-projektet i Nokia.

Viljen til udvikling af grøn it afgørende for klimaet
Tilsammen vil danskerne kunne spare op til 3 mio. kWh med intelligent styring af hjemmet, hvilket svarer til 1,5 mio. ton CO2 – eller godt 1/2 ton CO2 pr. husstand. Min Bolig og det intelligente hjem kan derfor bringe Danmark et stort skridt nærmere en ledende position i intelligent styring af boligen og energibesparelser i tiden op til klimatopmødet i 2009.

”Elsparefondens opgave er at hjælpe forbrugerne med at spare på strømmen. Men lige så vigtigt er det at få producenter, grossister og detailhandel til at udvikle og udbyde energieffektive produkter. Derfor er vi glade for at opleve, at erhvervslivet lytter til forbrugernes efterspørgsel på trådløst udstyr til boligen. Vi kan allerede nu mærke en stor interesse i markedet for de muligheder, Min Bolig giver virksomheder for at udvikle produkter til det intelligente hjem,” siger Göran Wilke.

Min Bolig med varmeberegner Internetplatformen Min Bolig blev lanceret af Elsparefonden den 1. oktober i år i den nuværende udgave, og den 20. december kommer en forbedret version med blandt andet bedre tegneværktøj og en varmeberegner.

Min Bolig er forbrugerens personlige hjemmeside, hvor de kan få et klart overblik over energiforbruget i hjemmet – baseret på boligens plantegning. Siden fungerer som forbrugerens helt private og sikre boligarkiv og stiller automatisk data fra offentligt tilgængelige registre til rådighed.

Min Bolig – rygraden i det intelligente hjem
Samtidig er Min Bolig rygraden i det intelligente hjem. Da markedet for intelligent trådløst udstyr vokser kraftigt, arbejder Elsparefonden for en fælles standard, Z-Wave, der sikrer, at teknologien kan tale sammen. Nokia Home Control Center er dermed et stort skridt i den retning.

Siden er opdateret 19.12.2008