Hvidevarebranchen stopper salg af køleskabe og frysere med højt elforbrug
De fleste danske forhandlere, producenter og leverandører stopper nu alt salg og produktion af køleskabe og frysere, der ikke er A-mærkede. Det er resultatet af en frivillig aftale med Elsparefonden. I 2010 følger resten af Europa trop.
02.07.2009
Fra 1. august 2009 udgår energifråsende kolde hårde hvidevarer
15 forhandlere og 12 producenter, der udgør et flertal af hvidevarebranchen, sælger fra den 1. august kun køleskabe og frysere med energimærke A eller bedre. Alt med energimærker under A bliver taget ud af produktion og handel.
I juli 2010 træder en EU-lov i kraft. Den kræver, at der ikke længere må sælges kolde hårde hvidevarer, der ikke er A-mærkede eller bedre.
B-produkter sælger ikke mere, siger forhandler
”Kunderne bliver mere og mere energibevidste. Vores sortiment afspejler det aftræk i markedet. Energiklasse B-produkter sælger jo ikke mere. Så vi har taget konsekvensen og tager de sidste B-produkter helt ud pr. 1. august”, siger Ken Gregersen. Han er regional produktchef for Electrolux kolde produkter i Norden.
”Vi har kørt 2 kampagner sammen med Elsparefonden. Det har rykket forbrugernes bevidsthed, så de tænker over produkternes energimærkning. Så er det også meget naturligt, at vi her i Danmark går lidt foran resten af markedet,” fortsætter han.
Hvidevarekampagner har båret frugt
Hos Elsparefonden er man enig i, at kampagnerne har rykket ved markedet:
”Hvidevarekampagnerne har slået flot igennem hos forbrugerne, som i dag fortrinsvis vælger de mest energieffektive køleskabe, kølefryseskabe og frysere. Det er meget positivt, at branchen nu frivilligt fjerner produkter i energiklasse B og derunder. Dermed de det endnu lettere for forbrugerne at vælge de energirigtige produkter”, siger Mads Lindevall Kristiansen, projektleder i Elsparefonden.
Elsparemærket giver størst besparelse
Forbrugeren sparer mest ved at vælge køleskab og fryser med Elsparefondens Elsparemærke. De er nemlig blandt de mest energieffektive på markedet. Alle er mærket med A+ eller A++.
Siden er opdateret 03.07.2009

