Ny vejledning er på gaden: Go’ Energi i serverrummet

Entreprenørfirmaet NCC har fulgt mange råd fra Go’ Energis servervejledning og reduceret energiforbruget med 20 %. Andre virksomheder kan følge deres eksempel og hente hjælp i ny servervejledning fra Go’ Energi.

16.03.2011

Energieffektivisering giver stabil drift
Virksomheder kan spare penge og opnå en mere stabil drift ved at gå serverrummets energieffektivitet efter i sømmene. Og den nye vejledning fra Go’ Energi kan være en stor hjælp.

”I Danmark bruger vi faktisk tæt på 1 mia. kr. i strøm til serverrum om året, så det er vigtigt at sætte ind her. Når du energieffektiviserer serverrummet, får du en mere stabil drift, og som sidegevinst, sparer du også mange penge på energi,” siger Michael Reuss, projektleder i Go’ Energi. 

Mange gode råd at hente
I vejledningen er der gode råd at hente om både design, renovering og drift af serverrum.

”Serverrummet er en essentiel del af enhver virksomhed, og der vil altid melde sig mange spørgsmål, når man går i gang med store ændringer her. Derfor kan vejledningen fra Go’ Energi være en stor hjælp,” siger Michael Reuss.

Indsats kan ses på bundlinjen
IT-Branchen hilser vejledningen velkommen, fordi energieffektivitet har høj prioritet for foreningens medlemmer.

”Grøn it er meget højt på dagsordenen i IT-Branchen og blandt vores medlemsvirksomheder. Grønne it-løsninger som energieffektive serverrum giver dobbelt gevinst. Det gavner klimaet, og det kan ses direkte på bundlinjen,” siger administrerende direktør Morten Bangsgaard, IT-Branchen.

NCC mindsker energiforbrug med 20 %
Entreprenørfirmaet NCC er et eksempel på en virksomhed, som har reduceret energiforbruget i sit serverrum kraftigt ved at følge nogle af de gode råd i vejledningen. Virtualisering var svaret for dem.

”Vi ville gerne nedbringe strømforbruget, og derfor var det oplagt at sætte ind i serverrummet. Vi har sparet energi og penge, men også opnået mere stabilitet og fleksibilitet i driften,” siger it-driftschef i NCC, Niels Flemming.

Få fat i vejledningen
> Hent vejledningen her

Go’ Energi tager desuden gerne ud til store virksomheder og fortæller om servervejledningen, og hvordan de kommer i gang med at øge energieffektivitet i serverrummene.

> Find gode råd her

Gode råd til energieffektive serverrum:

  • Sluk og skrot alt ubrugt udstyr.
  • Indret serverrummet energieffektivt med kolde (cirka 24 C) og varme zoner, og brug frikøling.
  • Virtualiser serverne på færre servere.
  • Indkøb energieffektivt udstyr, der overholder Go’ Energis krav.
  • Overvåg nøgletal.

Det finder du blandt andet råd om i servervejledningen:

  • Serverhoteller og cloud computing
  • Konsolidering og virtualisering
  • Uninterruptible Power Supply (UPS)
  • Temperatur og luftfugtighed
  • Varmegenvinding

Yderligere oplysninger
Michael Reuss, projektleder i Go’ Energi, Center for Energibesparelser
tlf.: 41964983, e-mail: mire@goenergi.dk

Siden er opdateret 16.03.2011

Læs mere

Artikler