Renover flade tagkonstruktioner, og spar penge og energi
Der er op imod 5 mio. m2 fladt tag på de danske erhvervsbygninger. Mange af bygningerne er opført i perioden 1950-1980 og trænger til renovering. Flade tagkonstruktioner er særligt udsatte i det våde danske klima, fordi regnvandet ikke løber af. Go’ Energi anbefaler langtidsholdbare løsninger, f.eks. at give taget hældning og ekstra isolering.
04.01.2012
Renovering og isolering fjerner fugtproblemer
Det regner ned gennem tagene på mange af de danske erhvervsbygninger. Bygninger og materialer bliver ødelagt, og indeklimaet bliver dårligt.
Ifølge Thomas Drivsholm, projektleder i Go’ Energi, er mange bygningsejere mere eller mindre tvunget til at tage stilling til renovering og isolering af taget, fordi der kommer fugt i bygningen:
”De flade tagkonstruktioner er særligt udsatte, fordi vandet ikke løber af. Frem for blot at fjerne fugtige dele og lappe på tagpappet kan man lige så godt lave en langtidsholdbar løsning. F.eks. kan det være en god idé at give taget hældning for at forebygge fremtidige problemer med indtrængende vand og fugt – og dertil give taget 1 ekstra lag isolering”.
75 mio. kr. at spare på efterisolering af flade tage
Fra 1950-1980 blev der opført mange erhvervsbygninger med fladt tag. En stor del af dem kan med fordel fejre 40-års-jubilæet med en renovering.
Ifølge Go’ Energi er der på erhvervsbygninger ca. 5 mio. m2 fladt tag med kun 100-125 mm isolering. Hvis man efterisolerer dem op til 300 mm, kan virksomhederne tilsammen spare 125.000 MWh varme. Ved en pris på gennemsnitligt 0,60 kr. pr. kWh (fjernvarme, naturgas og en smule olie) giver det ca. 75 mio. kr. om året.
”Fordelene ved at renovere et utæt, fladt tag er mange. Ikke mindst en sund bygning, et bedre indeklima og besparelser på varmeregningen,” siger Thomas Drivsholm.
Dyrup sparer 100.000 kr. om året
Dyrup i Søborg sparer godt 100.000 kr. årligt på naturgasudgiften efter en gennemgribende renovering af det flade tag på en lagerbygning. Taget havde fået fugtskader, fordi det regnede ind, og emballagen på lagervarerne blev beskadiget.
”Efterisoleringen var et lovkrav ved den omfattende renovering af taget. Vi valgte samtidig at blænde og efterisolere en stor del af ovenlysvinduerne og udskifte de resterende til energirigtige vinduer. Det har givet en væsentlig varmebesparelse. Desuden har vi nu en ny tagflade med 15 års garanti”. Det fortæller Facility and Security Manager i Dyrup, Jan Hollender.
Virksomheden fik udover et tæt tag også en stor energibesparelse, som den kunne sælge til et energiselskab. Ved at sælge energibesparelsen har Dyrup fået et tilskud på godt 114.000 kr. til renoveringen, som i alt kostede 600.000 kr. Investering forrenter sig med 22 %.
Energistyrelsen får varme ud til alle medarbejderne
I Energistyrelsens kontorbyggeri fra 1975 har efterisolering af bygningens flade tag gjort, at medarbejderne nu kan holde varmen. Ejendomsinspektør i Energistyrelsen, Arne Junker, fortæller:
”Vi har et enstrenget varmesystem i 80 % af bygningen. På dage med frost og blæst fra øst kunne vi ikke varme bygningen ordentligt op. Det hjalp at få efterisoleret både taget og de øvrige kolde konstruktioner”.
Bygningen er i dag renoveret så gennemgribende, at den kvalificerer sig til energimærke B. Dermed er den på niveau med det mest energirigtige nybyggeri.
> Læs mere om isolering
> Se vejledning til efterisolering af fladt tag
Siden er opdateret 10.01.2012

