Boligkøbere går efter de gode energimærker
Knap halvdelen kigger på energimærket, når de køber hus, viser en ny undersøgelse fra Go’ Energi. Et lavt energiforbrug har overhalet både nyt køkken og bad på ønskesedlen, siger eksperter.
28.03.2011
Næsten halvdelen kigger på energimærket
Danskerne har for alvor fået øje på ejendommens energiforbrug, når de skal købe hus. Det er næsten halvdelen der skeler til energimærket, inden de skal skrive under.
Samtidig mener 40 % af boligejerne, at forbedringer som udskiftning af vinduer og isolering af loftet vil øge værdien af deres bolig. Det viser en ny undersøgelse, som Go’ Energi har foretaget, blandt mere end tusind boligejere i Danmark.
Har overhalet nyt køkken
Et hus skal ifølge loven energimærkes på en skala fra A til G, inden det bliver sat til salg, og mærket skal være synligt i salgsannoncen. Og der er ingen tvivl om, at energiforbruget er blevet et afgørende parameter, når en bolig skifter hænder, siger formanden for Dansk Ejendomsmæglerforening, Steen Winther Petersen:
"Energibevidstheden blandt køberne bliver større og større. Beliggenhed er stadig det vigtigste parameter, når danskerne handler hus, men et fornuftigt energiforbrug i ejendommen har overhalet både nyt køkken og bad og er nu nummer 2", siger han.
Energimærkningsrapport fortæller om rentable forbedringer
Energimærkningen bliver udført af en energikonsulent. Konsulenten gennemgår boligen og beskriver den energimæssige tilstand i en rapport. Rapporten består både af en karakter på en skala fra A til G og et overblik over rentable forbedringer i boligen.
"Energimærket fra A til G giver et klart billede af boligens aktuelle energitilstand. Energimærkerapporten peger på, hvor der skal sættes ind for at energiforbedre huset. Men som sælger kan det være en god idé at overveje at energioptimere huset, inden det bliver vurderet af en energikonsulent – netop for at gøre det mere attraktivt for køberen,” siger Henrik Teglgaard Lund, sekretariatschef i Go’ Energi.
Siden er opdateret 28.03.2011
Læs mere
Artikler
Nyheder
Nyheder
- Få flere kunder med tilskudspenge 15.05.2012
- Træk solcellerne fra i skat 09.05.2012
- Pas på varmtvandshanens elforbrug 07.05.2012

