Forbrugerelektronik får danskernes samlede elforbrug til at stige
Forbruget af el til it og elektronik koster årligt en gennemsnitlig dansk familie omkring 3.000 kr. Ca. 1 tredjedel af elforbruget går til fladskærme, computere, netværksudstyr, smartphones, spillekonsoller og andre elektroniske apparater. Specielt fladskærme koster, når elregningen skal betales. Go’ Energimærket hjælper dig med at holde fladskærmens elforbrug nede.
04.01.2012
Maskinparken koster dig mere og mere
Danskerne får stadig flere forskellige elektronikprodukter i hjemmet. Det betyder en stigning i forbruget af el til elektronik og it. En gennemsnitsfamilíe bruger knap 3.000 kr. om året på at holde hjemmets maskinpark af f.eks. fladskærme, spillekonsoller, netværksudstyr, smartphones og computere i gang.
It og elektronik spiser besparelsen på belysning
Vi sparer el på f.eks. hvidevarer og belysning pga. energimærkning og sparepærer, men besparelserne bliver spist op af computere, fladskærme og andre af hjemmets elektroniske apparater. Elregningen til belysning faldt med 64 kr. for en familie fra 2009 til 2010. Samtidig steg regningen for el til it og elektronik med 200 kr.
Vi bruger fladskærmene til andet end at se tv
Sidste år blev der købt 800.000 nye fladskærme i Danmark. Det betyder, at danskerne får flere skærme pr. familie, skærmene bliver større, og vi bruger dem til andet end at se tv. Vi tilslutter f.eks. spillekonsoller til fladskærmene, går på nettet fra dem og hører radio på dem. Derfor bliver specielt fladskærmene hurtigt en dyr fornøjelse.
Gå efter Go’ Energimærket
Der er penge at spare på elforbruget ved at gå efter et tv med Go’ Energimærket. Go’ Energimærket sikrer dig, at tv’et er blandt de mest strømbesparende tv-apparater på markedet. Vælger du f.eks. en 42 tommer fladskærm med Go’ Energimærket frem for en af de mest elforbrugende modeller, kan du spare ca. 340 kr. om året. Med en gennemsnitlig levetid på 8 år bliver det til en samlet besparelse på lidt mere end 2.700 kr.
Taget i betragtning, at en dansk gennemsnitsfamilie har 2,1 fjernsyn i hjemmet, er der god økonomi i at tænke i elforbrug.
> Se listen over tv’er med Go’ Energimærket
Siden er opdateret 04.01.2012

