Få bedre lys i den mørke vintertid, og skær 20 % af elregningen

Godt lys behøver ikke være dyrt lys. Med de mange nye typer af lyskilder kan du ofte skære op mod 20 % af elregningen. Dermed kan du få både bedre og billigere lys i den mørke vintertid. Go’ Energi guider dig til det gode, energibesparende lys.

06.02.2012

Vi skal spare på energien, ikke på lyset
Det er blevet nemmere at få bedre og billigere lys. Mens glødepæren for alvor er ved at brænde ud, vinder nye lyskilder som A-pærer og LED-pærer frem.

I en dansk bolig er der gennemsnitligt 4 glødepærer og 9 halogenpærer. Hvis de bliver skiftet ud med LED-pærer, kan boligejeren spare 420 kr. om året.

”Vi skal ikke spare på lyset, men på den energi, vi bruger til boligens lys. Heldigvis giver de strømbesparende lyskilder godt lys til både hygge og arbejde i boligen”. Det siger Simon Chræmmer, projektleder i Go’ Energi.

Ifølge Simon Chræmmer er det en god idé at gå efter LED-pærer: ”Der er ingen tvivl om, at LED er fremtidens belysning. Det giver et godt lys, har en lang levetid og en betydelig strømbesparelse. LED-pærer er særligt velegnede som f.eks. læselys og arbejdslys.

Gå lyset kritisk igennem
Godt lys er vigtigt for mange af hjemmets funktioner. I den mørke vintertid har godt lys også stor betydning for hyggen i hjemmet. Det handler om at udnytte dagslyset optimalt og få opsat lys, der giver en god spredning og få retningsbestemt lys i arbejdslampen.

”Lige nu i den mørke tid er der en god anledning til at gå boligens lys kritisk igennem. Er der f.eks. mørkt over spisebordet, eller har du svært ved at læse i din sofa, så få ekstra lys op der. Og har du for mange glødepærer rundt om i boligen, så gå lamperne igennem, og skift til sparepærer eller LED-pærer, der hvor du kan. Endelig kan det være en god idé, at få opsat en bevægelsessensor til lys i entreen eller udendørs,” siger Simon Chræmmer.

Vælg pærer med Go’ Energimærket
Go’ Energi anbefaler A-pærer eller LED-pærer til langt de fleste steder i boligen. Dog skal du være opmærksom på, at det kan være en fordel at vælge halogen, der hvor du skal have en særligt god farvegengivelse. Det kan f.eks. være i køkkenet, ved makeupspejlet eller ved arbejdsbordet.

Når du køber A-pærer eller LED-pærer, så vælg produkter med Go’ Energimærket. Så er du sikker på at få et produkt, der er blandt de mest energieffektive på markedet.

> Find LED-pærer med Go’ Energimærket
> Find A-pærer med Go’ Energimærket

Siden er opdateret 23.02.2012