Se totalprisen inden du køber nye hårde hvidevarer
Det kan være svært at gennemskue totalomkostningerne på nye hårde hvidevarer. Ofte er det køleskab, der er det billigste i butikken det dyreste på elregningen. Hos Go’ Energi kan du nemt kan finde og sammenligne totalprisen på nye hårde hvidevarer.
02.07.2011
Se totalprisen og find de mest energivenlige hvidevarer
På Go’ Energis hvidevarelister kan du finde de mest energivenlige hårde hvidevarer på markedet. Som noget nyt kan du også se apparatets totalpris og sammenligne apparater. Totalprisen er den pris, som apparatet kommer til at koste dig samlet set. Totalprisen er indkøbsprisen plus 10 års forbrug.
Totalprisen bliver mere og mere relevant
”Prisen for det løbende elforbrug spiller en større og større rolle for forbrugerne i takt med, at elprisen stiger. Totalprisen for købet af hårde hvidevarer og den samlede pris for strømforbruget i levetiden bliver mere og mere relevant. Derfor har Go’ Energi udviklet hvidevarelister, så forbrugeren nemt kan sammenligne totalpriserne på forskellige produkter”. Det siger Mads Lindevall Kristiansen, projektleder i Go’ Energi.
Billige apparater er dyre i længden
Det kan være fristende at vælge hårde hvidevarer, der er billige i anskaffelse. Men elforbruget kan gøre købet til en dårlig investering. Vælger du f.eks. det mindst energieffektive køleskab, der kun koster 1.700 kr. i at anskaffe, skal du lægge 7.000 kr. oveni til el i køleskabets levetid. Det giver en totalomkostning på 8.700 kr. Vælger du derimod et energieffektivt køleskab til 5.600 kr. sparer du 1.800 kr., da udgiften til el kun er 1.300 kr. i køleskabets levetid. Totalprisen lander dermed på 6.900 kr.
En synlig totalpris gavner forbrugeren og miljøet
”Med det nye tiltag fra Go’ Energi bliver det muligt for forbrugeren at se, hvordan en vaskemaskine eller et køleskab kan være billigst over tid, selvom det er dyrt i butikken. Vi burde have flere af den slags tiltag, som synliggør den reelle pris på varen. Det vil gavne både forbrugerens pengepung og miljøet på langt sigt,” siger Lise Bjørg Pedersen fra Forbrugerrådet.
Gå efter Energisparemærket
Du kan finde frem til de mest energieffektive produkter ved at se efter Go’ Energis Energisparemærke. Når du går efter Energisparemærket, kan du være sikker på, at elforbruget ligger i den lave ende.
Læs mere
> Se totalpris på hårde hvidevarer
> Læs mere om Energisparemærket
Siden er opdateret 02.07.2011

