Sluk for strømmen, og få flere penge til øl på festivalen

Ved at slukke køleskabet derhjemme og tage de kolde pilsnere med, kan Roskilde Festivals 75.000 betalende gæster spare knap 1,5 mio. kr. Det er nemlig køleskabet, der er den helt store energisynder.

30.06.2011

Kontant gevinst på både CO2- og øl-kontoen
Over sommeren besøger 161.000 mennesker de danske festivaler som gæster eller medarbejdere. De har en ting til fælles: De har mange penge at spare ved at slukke for køleskab og stand by-strøm på deres apparater, inden de drager afsted. Det viser beregninger fra Go’ Energi. Der er kontant gevinst på både CO2-kontoen og øl-kontoen ved at slukke for strømmen.

Tænk energieffektivt, og få 1,7 liter øl
Festivalfolket kan tilsammen spare 3,2 mio. kr. ved at slukke for computer, fjernsyn og køleskab i 4 dage, mens de er på festival. Det svarer til 266.667 liter sollunkne høkerbajere til deling, eller knap 1,7 liter pr. person.  Det viser beregninger som IT Energi har foretaget for Go’ Energi. Der er altså noget at hente ved at tænke energieffektivt.

25.000 gæster kan spare 23 ton CO2
Pc-udstyr er en anden stor strømsluger. Ved at slukke for alt computerudstyr som f.eks. routere, printere, scannere og ADSL-modem, kan sommerens festivalgæster spare over 580.000 kr. Det gør, at de kan købe mere end 48.000 liter øl i stedet for at bruge pengene på unødig standby-strøm. Alene Skanderborg Festivals 25.000 gæster vil kunne spare 23 ton CO2 på den konto.

Sluk den elektroniske underholdning derhjemme
Der er masser af underholdning på en festival. Hvis du slukker for den elektroniske underholdning derhjemme, kan du spare mange penge. Hvis samtlige festivalgæster slukker for tv, dvd, radio, anlæg og spillekonsoller på stikkontakten på væggen, kan de spare ca. 560.000 kr. og 139 ton C02.

Go’ Energis huskeråd til festivalfolket

  1. Sluk for spillekonsollen, før de spiller op på scenen
    En spillekonsol, der står tændt, når du ikke bruger den, koster op til 3.000 kr. om året i unødvendig strøm.
  2. Tag de kolde øl med, sluk køleskabet
    15 % af dit elforbrug går til køleskab og fryser.
  3. Sluk også for fadølsanlægget derhjemme
    Tuborgs hjemmefadølsanlæg bruger lige så meget strøm som 5 almindelige køleskabe. Det svarer til 1.100 kr.
  4. Sluk for varmen, tag soveposen og kæresten under armen
    Elvarme til både radiatorer og gulv er en af de mest miljøbelastende opvarmningsformer i Danmark. Hvis man sammenligner CO2-bidraget, svarer udslippet fra et hus, der er elopvarmet, til udslip fra 3 til 4 huse med fjernvarme. Sluk for varmen uanset varmekilden – det er sommer.
  5. Sluk pc og printer, oplad hoved og krop
    Spar penge og CO2 ved at slukke pc, skærm, printer og scanner, når du ikke bruger det.
  6. Nyd dine dage i teltet
    Du kan spare al din egen strøm til tv, surroundanlæg, harddiskoptager, elektrisk tandbørste, barbermaskine, hårtørrer, kaffemaskine, pc, mp3-afspiller og mobiloplader. Så husk at slukke alt, før du tager af sted.
  7. Vask mudderet af tøjet, når du kommer hjem – men kun ved 20 °C
    De nye vaskepulvere til koldvask gør tøjet lige så rent ved lave temperaturer. Du sparer halvdelen af elforbruget, hvis du sætter vasketemperaturen ned fra 40 til 20 °C.
  8. Og tag så et brusebad
    Du kan tage 4 bruserbade for hvert karbad, og mon ikke også det bliver for meget mudderbad at bruge karbadet? Lad allerhelst solen varme badevandet om sommeren.

 

Siden er opdateret 30.06.2011