Sluk for strømmen i ferien, og spar penge

Ferie kan være en dyr fornøjelse, men hvis du slukker for standbystrømmen, køleskabet og cirkulationspumpen, inden du tager på ferie, er der både penge og CO2 at spare. Hvis alle danskere slukker for deres elektroniske apparater inden ferien, sparer vi så lige så meget strøm, som de bruger i Herning på et helt år.

29.06.2011

Sluk det der ikke skal bruges
Sluk strømmen derhjemme, når du er ude. Så enkelt er rådet fra Go’ Energi. Hvis du følger rådet, sparer du ikke bare CO2, men du får også ekstra penge til ferien.

Ferietomme huse er nemlig dyre i strøm. Hvis alle danskere slukker for alle strømforbrugende apparater i 3 ferieuger, vil den samlede besparelse svare til Hernings elforbrug i 1 år. Det viser beregninger fra Go’ Energi.

Sluk på stikkontakten
Det er især på standbyforbruget fra fjernsyn, dvd, radio, playstation, ADSL-forbindelse, routere og andet it-udstyr, du kan spare meget. Det er dog vigtigt, at du afbryder strømmen på stikkontakten. Så er du sikker på, at du også har slukket for de apparater, der sidder på elspareskinner. De bruger nemlig også en lille smule strøm. Hvis alle danske husejere slukker for standbystrømmen, vil vi tilsammen spare over 13,5 mio. kr.

Spar strøm, og få 31 ispinde i ferien
Køleskabet er en stor strømsluger. Det er en god idé at tømme det for madvarer, så du kan slukke det i ferien. Hvis alle danskere slukker for deres køleskab, sparer vi knap 26.500 ton CO2 i løbet af 3 uger. Ved at følge Go’ Energis ferieråd om at slukke for husstandens elapparater, kan ejerne af et gennemsnitligt parcelhus spare ca. 250  kr. på 3 ugers ferie. Det svarer til 31 Filur-ispinde eller en børnebillet til Legoland .

Sluk cirkulationspumpen
Cirkulationspumpen er et af husstandens mest elslugende apparater. I sommerperioden fra juni til september er der ingen grund til at have cirkulationspumpen til at køre. Alene ved at slukke cirkulationspumpen kan danske husejere spare ca. 25 mio. kWh. Det svarer til 12.500 ton CO2. Nogle pumper kan afbrydes på pumpen, men i de fleste tilfælde skal man slukke for fyret.

Aflæs elmåleren før og efter ferien
Generelt er det en god idé også at tjekke din elmåler, inden du tager på ferie. Aflæser du måleren før og efter ferien, kan du finde ud af, hvor meget strøm du har brugt og måske afsløre en strømtyv blandt husstandens apparater.

Siden er opdateret 29.06.2011