Sluk varmen i sommerhuset, og spar 3.500 kr.

Så er det efterårsferie, og sommerhusejerne gør klar til at lukke ned for vinteren. Mange tror, at huset skal holdes frostfrit, men hvis huset er godt ventileret og der ikke er vand i rør og cisterner, så sker der ikke noget ved at slukke helt for varmen.

19.10.2011

Hver 2. slukker ikke for varmen om vinteren
Det er mindre end 50 %, der slukker for varmen i sommerhuset, når de lukker det ned for vinteren. Det viser en undersøgelse fra Statens Byggeforskningsinstitut fra 2010.

"Hvis alle lukkede sommerhuset helt ned, så kunne danske sommerhusejere rent faktisk spare over 250 mio. kr. om året på elregningen. Det er mere end 4 gange elforbruget på hele solskinsøen Bornholm,” fortæller Michael Reuss fra Go' Energi.

Hvis du er sommerhusejer, kan du spare over 3.500 kr. om året, hvis du har elvarme og vælger at slukke helt for strømmen i vintermånederne.

Frostfrit er ikke nødvendigt
Den mest udbredte myte er, at huset bliver gennemfugtet og kommer til at lugte muggent, hvis der ikke er lidt varme på.

Men det er der ingen grund til at frygte, siger Michael Reuss.

”Hvis huset er velisoleret og der er lukket for vandet, så er det ikke nødvendigt at bruge energi på at holde huset varmt."

Huset skal være godt ventileret, og både vandrør og cisterner skal være tømt for vand. Herefter er huset klar til frost og vinter, også uden varme.

Energimærket varmepumpe i stedet for elpaneler
Sommerhusejere, der bruger huset om vinteren og varmer op med el, kan overveje en luft til luft-varmepumpe i stedet.

En luft til luft-varmepumpe kan udnytte varmen op til 3 gange så effektivt som elradiatorer. Men det er vigtigt at vælge en varmepumpe, der fungerer stabilt i den danske vinter, ellers bliver det ikke nødvendigvis billigere at opvarme sommerhuset.

”Selvom der ikke er den store forskel på, hvordan produkterne ser ud, er der kæmpe forskel på produkternes kvalitet og ydelse. Der er desværre en hel del varmepumper på markedet, som ikke lever op til det, de lover, selvom de smykker sig med A-mærket,” siger Michael Reuss.

Hvis du vil være sikker på at få en varmepumpe, der fungerer stabilt i den danske vinter, bør du derfor gå efter en pumpe med Go’ Energimærket.

Læs mere
> Find luft til luft-varmepumpe med Go' Energimærket
> Læs mere om Go' Energimærket
> Læs mere om luft til luft-varmepumper
> Sommerhusberegneren - overblik over isolering, varmeforbrug mv.

Siden er opdateret 20.10.2011

Læs mere

Artikler