Flere vil have solenergi med håndværkerfradrag
Solenergi er ikke længere forbeholdt klimanørder eller fageksperter. Boligejerne har stor interesse i solceller og solfangere, fordi det nye håndværkerfradrag giver kontant besparelse fra dag 1. Go’ Energi råder husejerne til at sætte sig ind i de forskellige muligheder for solenergi.
13.08.2011
Håndværkerfradrag får regnestykket i plus
Mange danskere er varme på solenergi. En ny undersøgelse fra Go’ Energi viser, at hver 4. forbruger overvejer at bruge det nye skattefradrag fra BoligJobplan-ordningen til at installere enten et solvarmeanlæg eller et solcelleanlæg.
Med BoligJobplan-aftalen kan boligejere få skattefradrag på op til 15.000 kr. pr. voksen i husstanden til den del af regningen, der udgør håndværkerudgifter. Aftalen betyder, at det aldrig har været så attraktivt at udnytte solen, som det er nu.
Tjekket at investere i solenergi
Mange forbrugere, der skal ud og købe hus i dag, er børn af 1980’erne, og de er vokset op med kampagner om at spare på energien. Livsstilsekspert Lisbeth Linddal er derfor ikke overrasket over den store interesse for at bruge håndværkerfradraget til at investere i netop solenergi. Hun fortæller:
”Når de alligevel skal bygge et hus, synes de, det er cool at kunne vise solpaneler på taget. Det er de samme mennesker, som gerne vil betale et par ekstra kr. i supermarkedet for, at mælken er økologisk”.
Hun fortæller, at de danskere, der investerer i solenergi, er med på at prøve ting af. De går gerne foran.
“De er fremme i skoene og har undersøgt, hvad de kan gøre for at spare på energien. De træffer et aktivt valg ved at vælge solenergi,” siger hun.
Der er penge i både solvarme og solceller
En ny undersøgelse af solvarmeanlæg fra DTU viser, at mange husstande kan spare store summer på energiregningen ved at supplere med solvarme.
Økonomien i solcelleanlæg er også blevet bedre. Det er bl.a. på grund af den nye 'nettoordning'. Den gør det muligt at købe strømmen til samme pris, som du kan sælge den, hvis solcellerne producerer mere energi, end du bruger her og nu.
Søg viden på GoEnergi.dk
Hvis du vil investere i solvarme, er det vigtigt at finde den løsning, der passer til netop din husstand.
> Mere information om solenergi
> Læs mere om BoligJobplan-ordningen
Regneeksempel solvarme
Fakta
- Areal: 4 m2
- Produktion: 3.160 kWh/år
- Størrelse på varmtvandsbeholder: 200 liter
Beregning
- Lånebeløb: 37.123 kr.
- Solvarmeanlæg: 23.200 kr.
- Håndværkerfradrag (2 voksne i husstanden): 7.077 kr.
- Montage: 21.000 kr.
Månedlig gevinst med håndværkerfradrag: 28 kr.
Månedlig gevinst uden håndværkerfradrag: minus 5 kr.
Regneeksempel solceller
Fakta
- Areal: 28,2 m2
- Produktion: 2.820 kWh/år
- Effekt: 4 kW
Beregning
- Lånebeløb: 99.771 kr.
- Solcelleanlæg: 88.500 kr.
- Håndværkerfradrag: 5.729 kr.
- Montage: 17.000 kr.
Månedlig gevinst med håndværkerfradrag: 6 kr.
Månedlig gevinst uden håndværkerfradrag: minus 21 kr.
Siden er opdateret 04.10.2011

