Spar kassen med et energirigtigt tv
Vores fjernsyn bliver større og større år for år, og det samme gør elforbruget. Men kigger du efter Go’ Energimærket, når du køber tv, kan du holde dit forbrug i hævd og spare over 2.700 kr. i fjernsynets levetid.
05.12.2011
Flere og større fjernsyn presser elforbruget i vejret
Flere og større fjernsyn indtager vores hjem, og det sætter sit præg på elforbruget. For 5 år siden havde et fjernsyn i en typisk dansk stue en skærmstørrelse på 24 tommer – nu er gennemsnittet helt oppe på 31 tommer.
Det giver et samlet elforbrug på 3 mia. kr. om året – eller 1.300 kr. pr. familie. Det er dobbelt så meget som for 10 år siden, og lige så meget som vi bruger til madlavning, køleskab og fryser.
Det viser nye tal fra prognoseværktøjet ELMODEL-bolig, som er skabt i et samarbejde mellem Go’ Energi, Energistyrelsen, Dansk Energi og Energinet DK.
Gå efter Go’ Energimærket
Men du kan spare mange penge på dit tv’s forbrug, hvis du vælger en model med Go’ Energimærket. Vælger du f.eks. en 42 tommer fladskærm med Go’ Energimærket frem for én af de mest elforbrugende modeller, kan du spare ca. 340 kr. om året. Og med en gennemsnitlig levetid på 8 år bliver det til lidt mere end 2.700 kr.
Og tager vi med i betragtning, at en dansk gennemsnitsfamilie har 2,1 fjernsyn i hjemmet, så begynder der for alvor at blive god økonomi i at tænke i elforbrug.
> Prøv Go Energis tv-beregner, og se, hvor meget strøm dit fjernsyn bruger
> Se listen over tv’er med Go’ Energimærket. Så du er sikker på at få et tv, der er billigst i længden, når du køber nyt.
Siden er opdateret 07.12.2011
Nyheder
- Få flere kunder med tilskudspenge 15.05.2012
- Træk solcellerne fra i skat 09.05.2012
- Pas på varmtvandshanens elforbrug 07.05.2012

