Hele Region Sjælland bliver kurveknækker

Region Sjælland indgår som den første region en central Kurveknækkeraftale med Go’ Energi. Go’ Energi forventer endnu tættere samarbejde med regionerne fremover og vil udvikle materialer til regionernes særlige behov.

22.06.2011

Første region bliver Kurveknækker
For første gang har en hel region indgået en central Kurveknækkeraftale med Go' Energi om at reducere energiforbruget.

Det skete i København den 22. juni 2011, da Region Sjællands regionsrådsformand, Steen Bach Nielsen, underskrev aftalen sammen med Go’ Energis sekretariatschef, Henrik Teglgaard Lund.

”Det er en markant begivenhed. Med aftalen tager Region Sjælland et stort skridt på vejen mod lavere energiforbrug, bedre driftsøkonomi og en grønnere profil,” siger Henrik Teglgaard Lund.

Aftalen gælder samtlige sygehuse og enheder i Region Sjælland. Regionen brugte sidste år op mod 130 mio. kr. på energi.

Særligt materiale til regionerne
Go’ Energi forventer endnu tættere samarbejde med regionerne fremover og vil udvikle materialer til regionernes særlige behov. Bl.a. udvikles særligt adfærdsmateriale i samarbejde med Region Sjælland.

Der er et stort potentiale, fordi meget hospitalsudstyr aldrig slukkes.

”Et røntgenapparat bruger f.eks. ligeså meget strøm på standby som 250 fladskærms-tv’er. Noget udstyr må ikke slukkes, men der er også mange myter og misforståelser. Vi undersøger nu området og udvikler materiale, så det bliver nemmere for personalet at slukke, hvor det er muligt,” siger Henrik Teglgaard Lund.

Energiledelse gjort det enkelt
Det blev for nyligt muligt at indgå en Kurveknækkeraftale om at indføre energiledelse i stedet for mål for energiforbrug. Det har Region Sjælland gjort, og Go’ Energi gør det nemmere at arbejde med energiledelse.

”Vi har udviklet en enkel vejledning i energiledelse. Målet er at høste fordelene ved energiledelse uden at skulle etablere et omfattende, certificeret energiledelsessystem,” siger Henrik Teglgaard Lund.

Energiledelse handler bl.a. om at kortlægge energiforbruget, sætte mål og udarbejde en handlingsplan. Ved at bruge energiledelse sikrer organisationen, at man sætter ind de rigtige steder og dermed får flest energibesparelser for pengene.

> Bliv Kurveknækker
> Vejledning om enkel energiledelse

Siden er opdateret 28.11.2011