Kommune mindsker energiforbrug markant
Sønderborg Kommune har skåret op til 20 % af sit energiforbrug. Andre kan gøre som den ved at følge den nyeste version af Go’ Energis indretningsvejledning.
05.05.2011
Reducerer energiforbrug med 20 %
Sønderborg Kommune fulgte de gode råd om intelligent varmestyring i Go’ Energis Indretningsvejledning. Det resulterede i op til 20 % mindre energiforbrug i kommunens 220 største bygninger.
Medarbejdere kan nu holde varmen
Varmestyringen viste sig at være ineffektiv og blev optimeret. Så nu leverer varmeanlæggene varme efter behov. Det har både ført til økonomiske besparelser og til et bedre indeklima, så medarbejderne nu kan holde varmen.
Vejledningen viser, hvor I kan sætte ind
”Det kan være svært at vide, hvor man skal sætte ind, hvis man ønsker at mindske energiforbruget og få et bedre indeklima. Men der er mange gode råd at hente i indretningsvejledningen,” siger Jesper Ditlefsen, projektleder i Go’ Energi.
Gode råd til både nye og ældre bygninger
Vejledningen er bygget op af 2 dele:
- Råd og vejledning om bygningens udformning
- Gode råd om energieffektiv indretning
I kan få gavn af vejledningen, både hvis I planlægger at opføre en ny bygning, eller hvis en af jeres bygninger trænger til at blive energieffektiviseret.
Siden er opdateret 24.05.2011

