Undgå spild, og spar penge med rørisolering
Sørg for, at varmerør altid er ordentligt isolerede. Det kan næsten altid betale sig at efterisolere varmerør, varmtvandsbeholder og kedel.
Start med uopvarmede rum
Varmetab fra rør i rum, som ikke er opvarmede, gør ikke nogen gavn. Derfor kan det næsten altid betale sig at efterisolere tekniske installationer (rør, kedel og beholdere) i uopvarmede rum (garager, parkeringskælder, sikringsrum, krybekældre, loft, skunk osv.). Også rør, som kun har lidt isolering, kan med fordel efterisoleres – især hvis de har mindre end 30 mm isolering. Rør bør være forsynet med 40-50 mm isolering, eller så meget som der er plads til.
Hvis I har brug for varme for at undgå fugtproblemer, bør I installere radiatorer med termostatventiler. Så styres varmen efter jeres behov og ikke af et tilfældigt varmetab fra rørene.
Økonomisk set er det ekstra fordelagtigt at efterisolere, når installationerne alligevel renoveres eller udskiftes.
Undgå overophedning og spild
I opvarmede rum kan det også være en fordel at isolere. Det gælder især rum plaget af overophedning, f.eks. kontorer og butikker med store vinduesarealer.
Varmen fra uisolerede rør gør overophedningen endnu værre og dermed kølebehovet større. I skal så vidt muligt anbringe rør og beholdere til varmt vand, så varmetabet kommer bygningen til gode om vinteren. Anvend så korte rør som muligt.
Sådan tjekker I isoleringen
Varmerør bør være isolerede med 40-50 mm isolering. I energimærkningsrapporten for bygningen kan I se, om der er rør, I med fordel kan efterisolere.
Pas på med asbest
Er jeres varmeinstallationer fra før midten af 1970’erne, kan de være isoleret med asbestholdige materialer. Asbesten skal fjernes med særlige metoder, så undlad at gøre det selv. Det kan give uhelbredelig lungesygdomme at indånde fibre fra asbest.
Asbestisolering findes typisk kun i installationer i store, ældre ejendomme og typisk kun i rørbøjningerne.
Det siger Bygningsreglementet
Hvis I udskifter eller ændrer rør i et varmeanlæg, skal I følge Bygningsreglements krav til isolering. Der skal være mindst 40 mm isolering på varmerør med diameter mindre end 22 mm og 50 mm på rør mindre end 35 mm. I skal så vidt muligt anbringe rør og beholdere til varmt vand, så varmetabet kommer bygningen til gode. Sørg for så korte rør som muligt.
I skal også overholde krav i Bygningsreglementet, hvis I skifter varmeform, f.eks. fra olie til fjernvarme.
> Se de nøjagtige krav i Bygningsreglementet på ebst.dk. De uddybes i SBi-anvisning 230.
Gode isoleringsmaterialer
For at spare mest energi skal isoleringens varmeledningsevne (λ-værdien) være så lav som muligt. Hvis der er ubegrænset plads, kan I dog få lige så god isolering med produkter med en højere varmeledningsevne – der skal bare et tykkere lag til.
Eksterne links
> Læs mere om isoleringsløsninger, og hvordan man udfører dem, på byggeriogenergi.dk
> Læs mere om efterisolering på sbi.dk og byg-erfa.dk.
Siden er opdateret 16.01.2012
Nyheder
- Spar energi med en natrundering 15.03.2012
- Kolde ansatte koster kassen 06.02.2012
- Vejledning viser vej til besparelser 31.01.2012

