En udtjent A-pære er miljøfarligt affald

A-pæren indeholder kviksølv og skal afleveres til den kommunale indsamlingsordning.

Aflever udtjente A-pærer på genbrugsstationen
Udtjente A-pærer skal afleveres til den kommunale indsamlingsordninger for miljøaffald. Det skyldes, at de indeholder små mængder kviksølv. Læs mere om, hvor affaldet kan afleveres i kommunens affaldsregulativ, eller spørg jeres kommune.

Genanvendelse
Helt op til 98 % af materialerne (f.eks. kviksølv, lyspulver, glas og metaldele) kan genanvendes - blandt andet i forbindelse med produktion af nye pærer.

> Læs mere om indsamling og genbrug af materialer fra sparepærer og lysstofrør på Lyskildebranchens WEEE Forenings hjemmeside (LWF).

> Læs mere om sortering på LWFs hjemmeside

Mindre kviksølv-udslip med A-pærer end med glødepærer
Der er normalt 1-5 milligram kviksølv i en A-pære, hvorimod der ikke er kviksølv i en almindelig glødepære. Alligevel er kviksølvudslippet mindre ved at bruge A-pærer frem for glødepærer.

Det skyldes, at en betydelig del af elektriciteten i Danmark produceres ved hjælp af kul, der indeholder små mængder kviksølv. Mange A-pærer bliver desuden afleveret til genbrugsstationer, hvor kviksølvet bliver behandlet miljømæssigt rigtigt.

Med andre ord belaster A-pæren ikke miljøet med nær så meget kviksølv som en glødepær.

> Kort om kviksølv på LWFs hjemmeside

Om Lyskildebranchens WEEE Forening
LWF er en indsamlingsordning, der varetager danske producenters, importørers og distributørers interesser i forhold til indsamling, genanvendelse og håndtering af udbrændte lyskilder.
Foreningen tilbyder at indsamle brugte lyskilder hos virksomheder og offentlige institutioner. Det sikrer, at pærer og lysstofrør bliver bortskaffet og genanvendt på den mest miljøvenlige måde.

> Læs mere om LWF’s ordning

Siden er opdateret 23.03.2010