Fakta om belysningssystemer

Lyset er utilstrækkeligt og generende i mange skoler, daginstitutioner og kontorer.

Belysningssystemer består af:

  • Armaturer
  • Lyskilder, typisk lysstofrør
  • Styringsenhed (forkobling med eller uden elektronik)
  • Eventuelt bevægelsesmeldere og dagslysfølere, som sammen med styringsenheden kan  regulere lyset fra lysstofrørene

Armaturet
Armaturet sørger for at sende lyset fra lysstofrøret ud, hvor det skal bruges, med indbyggede reflektorer. Nogle armaturer sender kun lyset nedad, mens andre også sender lys op i loftet, hvor det reflekteres. Nye armaturer har en høj virkningsgrad, så mere af lyset fra lysstofrørene kommer ud i lokalet sammenlignet med de gamle armaturer.

Bevægelsesmeldere
Hvis der er bevægelse i lokalet, giver bevægelsesmelderen signal til styringsenheden om at tænde for lyset. Modsat hvis der ikke har været bevægelse i lokalet i nogen tid. Det er vigtigt, at bevægelsesmeldere installeres og indstilles korrekt. Det bør elinstallatøren gøre før afleveringen, idet dette er nødvendigt for at sikre optimal funktion. Hvis tvivl, så spørg leverandøren.

Bevægelsesmelderen placeres, så den registrerer al bevægelse i lokalet og ikke andet. Skitsen viser et eksempel på en god placering af bevægelsesmelderen:

bevaegelsesmelderilu.gif

Bevægelsesmelderen registrerer, når man bevæger sig fra én zone til en anden, men den registrerer ingen bevægelse, hvis man kun bevæger sig inden for samme zone, se skitse ovenfor.

Dagslysfølere
Dagslysfølerne måler, hvor meget lys, der kommer ind gennem vinduerne, og følerne giver signal til styringsenheden om at skrue op eller ned for lyset. Det er vigtigt, at dagslysfølerne placeres de rigtige steder, og at de installeres og indstilles korrekt. Det bør elinstallatøren gøre før afleveringen, idet dette er nødvendigt for at sikre optimal funktion. Hvis tvivl, så spørg leverandøren.

Styringsenheden
I gamle armaturer er styringsenheden en simpel glimtænder og en spole. Nyere armaturer har en elektronisk styringsenhed, også kaldet HF-forkobling (HF: højfrekvens). Den omdanner lysnettets 50 hertz til ca. 30.000 hertz. Det gør lyset helt stabilt uden flimren og blink.

Desuden får den høje frekvens rørene til at give mere lys fra sig og holde længere med samme stabile lysmængde i hele levetiden.

Det kan man typisk spare
Dagslysstyring og nye armaturtyper gør, at belysningssystemerne klarer sig med halv mængde strøm og alligevel giver bedre lys end mange ældre belysningssystemer. 

Siden er opdateret 10.02.2010