Udfasning af højtrykskviksølvlamper

Der er ca. 300.000 højtrykskviksølvlamper i Danmark. Denne lyskilde må hverken importeres eller produceres i EU efter 2015. Det skyldes skærpede krav til energieffektivitet. Kviksølvlampen har været anvendt til især vejbelysning siden 1960’erne. De skærpede krav falder sammen med krav om ny kabellægning samt krav om klasse II-armaturer. Kravet om kabellægning betyder udskiftning af armaturer fastgjort på elmaster.

Højtrykskviksølvlampen udmærker sig ved at være billig i anskaffelse og har ikke behov for separat elektrisk starter. Imidlertid er den dyr i drift pga. dens store effektforbrug (50 lm/W) og korte levetid (10.000-16.000 timer).

Tilmed er lyskvaliteten yderst ringe (Ra 60), hvilket gør det vanskeligt at skelne farver i skæret fra dette lys. Indholdet af kviksølv er meget højt sammenlignet med andre lyskilder, der giver samme lysmængde. Højtrykskviksølvlampen kendes også undxer navne som HME (ZVEI betegnelse), HPL (Philips) og HQL (Osram).

Kviksølvlampen kan ikke uden videre udskiftes med en anden lyskilde pga. de elektriske forhold og reflektorens udformning.  En anden type lyskilde vil ændre lysets styrke og fordeling på vejen.

Der er flere løsninger, som alle reducerer driftsomkostningerne og forbedrer lyskvaliteten.

  • Skift armaturet
    Betydelige driftsbesparelser kan opnås pga. bedre reflektor og nyere forkobling. Forkoblingen kan være enten konventionel eller elektronisk. Sidstnævnte giver størst mulige besparelser i driften.
  • Ombyg armatur til ny lyskilde
    Dette omfatter skift af forkobling. Lyskilden kan være af typen metalhalogen,  højtryksnatrium eller LED. Højtryksnatrium kendes især fra motorveje og har ikke den bedste lyskvalitet, men er meget billig i drift.
  • Skift til sparepære
    Forkoblingen afmonteres.
  • Skift til højtryksnatrium- eller metalhalogenlyskilde med indbygget starter
    Ombyttes med den eksisterende kviksølvlampe. Driftsbesparelsen er begrænset. Denne type af højtryksnatriumlyskilde udgår fra markedet i 2015 med mindre teknologien forbedres.

Siden er opdateret 14.01.2011