Vigtige begreber inden for ventilation
Forklaring af ventilationsbegreber: Principper, systemer og typer af ventilationsanlæg.
Anlægstyper
- Komfort-1-kanalsystem
Et komfortanlæg har til formål at tilføre frisk luft med en temperatur, som er komfortabel. Indblæsningsluften filtreres og opvarmes eller køles i ventilationsaggregatet, hvorefter den ledes ud til lokalerne via en hovedkanal. - Ventilation – balanceret indblæsning og udsugning
Som "Komfort-1-kanalsystem", hvor en udsugning, som svarer til indblæsningen, sørger for at bortlede den indblæste luft på en kontrolleret måde. Denne metode giver god mulighed for varmegenvinding. - Ventilation – udsugning
Anlægstypen suger luft fra rummet og ud i det fri. Frisk luft kommer ind i lokalet gennem friskluftåbninger i vægge og døre eller fra andre ventilationsanlæg med indblæsning. Udsugningsanlæg kan med fordel bruges til at fjerne uønsket varme, gasser eller støv direkte fra kilden. - ”Dual-Duct” eller 2-kanalsystem
En tidligere brugt anlægstype, hvor man fører en kold og en varm luftstrøm frem til brugsstedet, hvor det så blandes til den ønskede temperatur.
Driftsstrategier
- CO2-styring
CO2-styring anvendes i lokaler med varierende personbelastning. Hvis der er mange personer i lokalet, stiger CO2-koncentrationen, og det får anlægget til at øge ventilationen og tilføre mere frisk luft. CO2-koncentrationen måles med en CO2-føler. - Konstant drift
Konstant drift anvendes, hvor lokalerne benyttes døgnet rundt, f.eks. boligenheder. - Tidsstyring
Tidsstyring anvendes typisk, hvor lokalerne anvendes i et fast mønster. Ventilationsanlægget kan styres ved urstyring, CTS-anlæg (CTS: Central Tilstandskontrol og Styring) eller lignende. - Recirkulation
En del af (eller hele) luftmængden, som suges ud af rummet, kan returneres til indblæsningen. På denne måde kan der spares energi til opvarmning, køling og fugtstyring af friskluften. Dette gøres typisk, hvis kravet om luftskifte er der, fordi luften i rummet skal filtreres eller køles.
Nøgletal for luftskifte
Antal gange al luften i rummet skiftes pr. time. For lille luftskifte kan give dårligt indeklima, og for stort luftskifte kan give træk og for stort el- og varmeforbrug. Bemærk, at store luftskifter godt kan forekomme uden tilsvarende store friskluftmængder, når man benytter sig af recirkulation.
Nøgletal for frisklufttilførsel
Hvor stor en andel af luftskiftet, der udgøres af friskluft.
Nøgletal for driftstid
Hvor mange timer anlægget kører om året, og hvor meget anlægget kører dag, aften og nat.
Nøgletal for elforbrug pr. m2
Hvor stort det årlige elforbrug pr. m2 forventes at være ud fra målingerne, og hvor meget det vil være, hvis udluftningen skrues op eller ned til kravet.
Nøgletal for eleffekt
Nøgletallet angiver eleffekten for motorerne i forhold til det ventilerede areal (W/m2: watt pr. m2), og fortæller om anlæggets kapacitet. Dvs. hvor stor effekt der kan bruges på at ventilere et givet areal.
Nøgletallet for årligt elforbrug
Nøgletallet angiver det årlige elforbrug i forhold til det ventilerede areal (kWh/m2/år: kWh pr. m2 pr. år). Nøgletallet gør det nemt at sammenligne elforbrug for bygninger af forskellig størrelse.
SEL-faktoren
Faktoren angiver, hvor meget eleffekt motorerne skal tilføres for at transportere en given luft-volumenstrøm. Jo mindre tallet er, jo mere effektivt er anlægget.
Et nyt og højeffektivt ventilationsanlæg kan i dag komme ned på 1.000-1.500 W/(m3/s) (watt pr. m3 udeluft pr. sekund). SEL-faktoren fortæller ikke, om anlægget kører i længere tid end nødvendigt.
Temperatur-virkningsgraden
Hvis der er varmegenvinding på ventilationsanlægget, angiver temperatur-virkningsgraden, hvor effektiv varmegenvindingsenheden er. Ifølge BR10 skal der være varmegenvinding på ventilationsanlæg. Temperaturvirkningsgraden skal være mindst 70 %. Jo tættere temperatur-virkningsgraden er på 100 %, jo bedre.
Typisk er det muligt at komme op på 70 % for en krydsvarmeveksler, som er mest almindelig. De bedste varmevekslere kan komme op på ca. 87 %.
Ventilationsprincipper
- Fortrængning: Nøgletal for frisklufttilførsel: Hvor stor en andel af luftskiftet, der udgøres af friskluft.
- Opblanding: Ved opblanding blæses den friske luft ind i lokalet gennem armaturer, der oftest er placeret i loftet. Den indblæste luft blandes med luften i lokalet.
Ventilationssystemer
- CAV-anlæg (Constant Air Volume = konstant luftmængde): Den indblæste og udsugede luftmængde holdes konstant uanset belastningen.
- VAV-anlæg (Variable Air Volume = variabel luftmængde): Den indblæste og udsugede luftmængde tilpasses løbende det aktuelle behov. Det følger varme- eller personbelastningen på en sådan måde, at energiforbruget kan reduceres væsentligt. Systemet er mere effektivt end CAV, hvis ventilationsbehovet varierer meget.
Siden er opdateret 20.02.2012

