Lovpligtigt eftersyn for store anlæg

Det er lovpligtigt for virksomheder at få udført et akkrediteret eftersyn af større ventilationssystemer hvert 5. år. Ordningen gælder for alle anlæg med mere end 5 kW motoreffekt, men ikke for produktionsområder.

Det lovpligtige ventilationseftersyn skal udføres af en eftersynsvirksomhed, der er akkrediteret af DANAK (Danmarks nationale akkrediteringsorgan). Akkrediteringen sker efter ISO/DS 17020, Generelle kriterier for forskellige typer af organer, der foretager inspektion.

Se detaljer om, hvordan større og mindre anlæg er defineret på ens.dk
> Læs om det lovpligtige eftersyn og find firma på tjekdinventilation.dk

Bygningsreglementets krav til energiforbrug i nye ventilationsanlæg
Bygningsreglementet (BR 10) kræver, at ventilationsanlæg skal installeres, så I undgår unødvendigt energiforbrug.

Følgende krav skal overholdes:

  • Ventilationsanlæg skal forsynes med varmegenvinding. Det kan dog fraviges, hvis energi i udsugningsluften ikke kan udnyttes på en fornuftig måde.
  • Varmegenvindingen skal have en temperaturvirkningsgrad på mindst 70 %.
  • Ventilationsanlæg kan kombineres med en varmepumpe til varmegenvinding. Den skal have en effektivitet (COP) på minimum 3,6 i opvarmningstilstand.
  • For ventilationsanlæg med konstant luftydelse stiller bygningsreglementet krav om, at elforbruget til lufttransport ikke overstiger 1.800 J/m³ luft og 2.100 J/m³ luft for anlæg med variabel luftydelse. For udsugningsanlæg må energiforbruget til lufttransport ikke overstige 800 J/m3.

Læs mere om krav til ventilation på ebst.dk i Bygningsreglementet (BR 10):
Kapitel 6. Indeklima
Kapitel 7. Energiforbrug
Kapitel 8. Installationer

Vær opmærksom på følgende i Bygningsreglementet om godkendelse af dimensionering af ventilation:

”For andre rum end [boliger og institutioner] skal ventilationens dimensionering godkendes af kommunalbestyrelsen under hensyn til rummets størrelse og anvendelse” og ”Ventilationens størrelse kan f.eks. fastlægges på grundlag af DS 447.” DS 447:2005 indeholder konstruktionsprincipper og anbefalinger.

Go’ Energis anbefaling til luftskifte i kontorer
Bygningsreglementet har ikke specifikke krav til ventilation i kontorer. Go’ Energi anbefaler, at mindste luftmængde er 7 liter pr. sekund pr. person, og at luftmængden ikke overstiger den projekterede luftmængde for bygningen.

Hvis I ikke kender den projekterede luftmængde, eller hvis behovet har ændret sig siden projekteringen, bør I foretage en nærmere vurdering af behovet.

Eksempel: En kontorbygning med 200 ansatte skal mindst ventileres med 1.400 l/s. Det svarer til 5.040 m3/time.

Læs mere
> Bygningsreglementet 2010 på ebst.dk
> Krav til indeklima: Arbejdstilsynets vejledning A.1.2, januar 2008 på arbejdstilsynet.dk
> Køb Norm for mekaniske ventilationsanlæg på byggecentrum.dk (DS 447:2005)
> Indretningsvejledning om ventilation
> Bekendtgørelse om eftersyn af ventilations- og klimaanlæg i bygninger på retsinformation.dk

Siden er opdateret 20.02.2012