Se Elforbrug på din egen hjemmeside

Kunne du tænke dig en elforbrugsrapport på dit eget website? Go’ Energi har udviklet et værktøj, der gør det muligt at kopiere rapporten fra Se-elforbrug og lægge den ind på et andet website, så du fx kan følge din virksomheds elforbrug direkte på jeres eget website. Det tager bare et øjeblik og kræver ingen programmeringsfærdigheder.

Sådan gør du
Funktionen består af 6 forskellige moduler, som du kan indsætte sammen eller hver for sig og konfigurere til at vise lige netop den måler og den dataperiode, du ønsker.

Trin 1 - indsæt grundmodul
Det første, du skal gøre, er at kopiere nedenstående script ind i kilden til den side på dit website, hvor du ønsker at indsætte modulerne fra Se-elforbrug. Det er en generel funktion, som kun skal sættes ind 1 gang, uanset hvor mange moduler du ønsker at bruge på din side.

Scriptene kan hentes nederst på siden.

grundmodul

Trin 2 - find den måler, du ønsker at eksponere
Alle modulerne kræver en reference til en konkret måler på Se-elforbrug, så modulet kan vide, hvilke måledata der skal præsenteres. Ønsker du fx at vise 1 forbrugsrapport for Go’ Energis ventilationsmåler på dit website, skal du indsætte forbrugsrapportmodulet og konfigurere det til at vise data for netop denne måler. Til dette skal modulet bruge 2 oplysninger:

En angivelse af det niveau, hvor ventilationsmåleren hører hjemme.
Det unikke ID-nummer, der identificerer Go’ Energi ventilationsmåler.

Sådan finder du det rigtige niveau
Se Elforbrug er struktureret i 4 forskellige niveauer, og du har mulighed for at vise data fra dem alle. Eksempelvis kan du opsætte 1 forbrugsrapport for et helt amt (øverste niveau) eller 1 enkelt elmåler (nederste niveau). Niveauerne er:

  • Myndigheder/firmaer
  • Arbejdssteder
  • Forbrugssteder
  • Målere

I eksemplet fra før er der tale om en fysisk elmåler, dvs. niveauet skal angives til "3" (målere).

Sådan finder du det unikke ID-nummer
Du finder det unikke ID-nummer på Se-elforbrug på detaljesiden for den måler, du ønsker at vise. Her fremgår ID-nummeret sammen med de øvrige stamdata for myndigheden/firmaet, arbejdsstedet, forbrugsstedet eller måleren afhængig af niveau.

Læg mærke til, at disse ID-numre eksisterer særskilt på alle 4 niveauer. Eksempelvis kan en myndighed (niveau 0) uden problemer dele ID-nummer med en elmåler (niveau 3), fordi de eksisterer på 2 forskellige niveauer. Det er altså nødvendigt at kombinere ID-nummeret med 1 niveau for at opnå en entydig reference til en bestemt myndighed, 1 arbejdssted, 1 forbrugssted eller 1 elmåler.

Når du har fundet den rigtige måler og det tilhørende niveau, skal du notere det. Du skal bruge det i næste trin.

Trin 3 - indsæt de ønskede moduler
Det næste, du skal gøre, er at beslutte, hvilke moduler fra Se Elforbrug du ønsker at anvende. Du har følgende muligheder:

  • En forkortet version af listen, der viser oplysninger og nøgletal for 1 måler.
  • En forbrugsrapport, der kan vise forbrugstal for 3 døgn eller 3 uger.
  • En forbrugsgraf, der kan vise elforbrug over tid for 3 forskellige døgn eller 3 forskellige uger samtidig.
  • En forbrugsgraf, der kan vise elforbrug over tid for enten 1 døgn eller 1 uge.
  • En forbrugstalsboks, der kan vise forbrugstal for 1 døgn eller 1 uge.
  • En forbrugsfordelingstabel, der kan vise elforbrugets fordeling på forskellige slutanvendelser for 1 arbejdssted.

Hvert modul kan indsættes alene eller sammen med andre. Rækkefølgen spiller ingen rolle, så du kan sætte modulerne ind på siden, præcis som du har lyst.

Det eneste, du skal gøre, er at kopiere script-blokkene, som du finder nedenfor, og sætte dem ind i kilden til dit website akkurat som i trin 1. Bruger du FrontPage el.lign. til at redigere dit website, kan du bare sætte scriptet ind det sted i kildekoden, hvor du ønsker at placere modulet. Administrerer du websitet via et Content Management System, understøtter de fleste systemer, at du sætter script-blokken direkte ind i brødteksten.

Sådan angiver du den rigtige måler
Som standard refererer script-eksemplerne på denne side til Go’ Energis ventilationsmåler, og modulerne vil derfor vise målinger for denne måler, når du sætter dem ind på dit website. For at ændre dette, så modulet i stedet peger på dine egne data, skal du blot udskifte ID-nummeret "154" og niveauangivelsen "3" i eksemplerne med dine egne tal, som du fandt i trin 2.

Eksempel: Ønsker du at vise måledata for Energistyrelsens serverrum, skal du bruge det unikke ID-nummer for serverrummet, som er "163", og en angivelse af niveauet, som er et forbrugssted, dvs. "2".

Sådan ændrer du bredden
Du kan ændre pixelbredden (px) på modulerne i script-eksemplerne, hvis du fx gerne vil have, at alle modulerne vises med samme bredde på dit website. Angiver du en bredde, der er for smal til indholdet, vil modulet automatisk fylde så lidt som muligt i bredden uden at genere designet.

Sådan konfigurerer du modulerne
Som nævnt kræver alle seks moduler et ID-nummer og en niveauangivelse. Modulerne viser som standard de nyeste tilgængelige måledata.

For alle moduler undtagen listen (1) har du yderligere 2 muligheder for at konfigurere datavisningen.

  • Du kan styre, om modulerne skal vise måledata for døgn eller uger. Det sker ved hjælp af parameteren "Period", der sættes til enten "Day" eller "Week".
    &Period=Day
    &Period=Week
  • Du kan styre, om modulerne skal vise nyeste data (standard) eller tage udgangspunkt i en bestemt historisk dato. Sidstnævnte sker ved at tilføje parameteren "StartDate" til referencen, hvor dd-mm-åååå erstattes af en gyldig dato.
    &StartDate=dd-mm-åååå

Hvis du kombinerer en fast startdato med ugevisning, vil datoen markere starten på den viste uge.

Specielt for udenlandske målere
Hvis jeres elmåler er udenlandsk, skal du tilføje et ekstra parameter til adressen på komponenterne. Parameteret skal tilføjes ligesom periode og data:

&Region=MYS

1) Liste
Dette modul viser nøgletal for areal, forbrugsmønster, samlet årsforbrug, årsforbrug pr. person og årsforbrug pr. m2.

Modulet kan ikke konfigureres ud over ID-nummer og niveauangivelse.

Eksempel på listemodul:

listemodul_script.jpg

2) Forbrugsrapport for 3 perioder
Dette modul viser en boks med elforbrugsnøgletal for tre forskellige perioder, enten døgn eller uger, således at man kan følge elforbrugets udvikling over en samlet periode på 13 uger.

Eksempel på døgnrapport, der viser nyeste data:

Døgnrapport

Eksempel på ugerapport med fast udgangspunkt i 22. januar 2005:

ugerapport

3) Forbrugsgraf for 3 perioder
Dette modul tegner 1 graf, der visualiserer elforbruget over tid for 3 forskellige perioder, enten døgn eller uger. Således er det muligt at følge elforbrugets udvikling over en samlet periode på 13 uger ved hjælp af 3 kurver i én graf. Modulet kan med fordel kombineres med forbrugsrapporten for 3 perioder (2).

Eksempel på døgngraf for 3 perioder med udgangspunkt i nyeste data:

doegngraf.jpg

Eksempel på ugegraf for 3 perioder med fast udgangspunkt i 22. januar 2005:

ugegraf.jpg

4) Forbrugsgraf for én periode
Dette modul tegner 1 graf, der visualiserer elforbruget over tid for enten 1 døgn eller 1 uge. Modulet kan med fordel kombineres med forbrugstalsboksen (5).

Eksempel på døgngraf, der viser nyeste data:

doegngraf.jpg

Eksempel på ugegraf med fast udgangspunkt i 22. januar 2005:

ugegraf_udgangspunkt_22_jan.jpg

5) Forbrugstalsboks
Dette modul viser 1 boks med elforbrugsnøgletal for enten 1 døgn eller 1 uge.

Eksempel på døgnboks, der viser nyeste data:

doegnboks_nyeste-data.jpg

Eksempel på ugeboks med fast udgangspunkt i 22. januar 2005:

Ugeboks med fast udgangspunkt

6) Forbrugsfordelingstabel
Dette modul viser fordelingen af elforbrug for 1 arbejdsplads.

Forbrugsfordelingsmodulet kan kun benyttes på arbejdsstedsniveau (niveau 1), da undersøgelsen netop gælder arbejdssteder. For dette modul er det muligt at konfigurere startdato men ikke periodelængde.

Eksempel på forbrugsfordelingstabel, der viser nyeste data:

forbrugsfordelingstabel.jpg

Eksempel på forbrugsfordelingstabel med fast udgangspunkt i 22. januar 2005:

forbrugsfordelingstabel

Kort om teknologien
Teknologien er baseret på ren JavaScript og kan derfor anvendes på de fleste platforme, uanset om websitet er udviklet i Microsoft.NET, ASP, PHP eller noget helt fjerde. For at se modulerne kræves det bare, at slutbrugerens internetbrowser accepterer JavaScript. Funktionen kræver ingen ændringer til backend/programlogik for dit website, eftersom scriptet afvikles helt og aldeles i browseren på klientens pc. Se-elforbrugs webserver står for at generere de dynamiske dataudtræk, og funktionen har således heller ingen implikationer for performance og load-tider på din egen webserver.

Systemet består af en generel JavaScript-fil (functions.js), der indeholder nogle script-funktioner, som bl.a. bruges til at åbne pop-up-vinduet med hjælpetekster ([?]). Desuden en separat script-blok for hvert Se-elforbrug-modul, som kan sættes ind på websitet. Disse scripts refererer til hver sin ASPX-side på Se Elforbrug (udviklet i Microsoft.NET), som dynamisk returnerer HTML-koden for den ønskede forbrugsrapport, graf etc. ASPX-siderne kan tage imod et antal parametre som beskrevet ovenfor.

Den returnerede kode er escapet og udskrives automatisk i slutbrugerens browser ved hjælp af document.write-metoden, som er indbygget i de enkelte ASPX-sider.

Ansvarsfraskrivelse
Go’ Energi fraskriver sig ethvert ansvar for enhver skade og ethvert tab, direkte såvel som indirekte, der måtte opstå i forbindelse med brugen af det beskrevne system til at eksponere indhold fra Se Elforbrug på andre websites.

Hent scripts

Siden er opdateret 17.01.2012