Forstå din elregning

Forstå din elregning

Den årlige elregning viser prisen for dit forbrug. Her får du hjælp til at læse regningen.

Elregning viser dit kWh-forbrug
Dit elforbrug måles i kilowatttimer, og du betaler typisk omkring 2 kr. pr. kWh. En gennemsnitsdansker bruger 1.600 kWh el om året, og det giver en elregning på ca. 3.200 kr.

Prisen svinger over året
Prisen pr. kWh er sammensat af en række forskellige poster og svinger i løbet af året. Der kan stå en pris for 1 kWh på årsopgørelsen, og i så fald er det en gennemsnitspris pr. kWh i løbet af året. Du betaler også faste beløb, som ikke har noget med dit forbrug at gøre.

Poster på din regning
Det er lidt forskelligt, hvad selskaberne kalder posterne på en elregning, men du vil finde omtrent de samme poster, uanset hvem du betaler til.

Her er en forklaring på posterne:

Navn Beskrivelse 2012-pris i øre/kWh
Elafgift Fast statslig afgift. Hovedsageligt en afgift på energiforbruget, men indeholder også energisparebidrag på 0,6 øre/kWh, der finansierer Go' Energi. 64,1
Tillægsafgift Fast statslig afgift introduceret i 2011. 6,1
Eldistributionsafgift Fast statslig afgift for distribution af el. Regnes nogle gange som en del af elafgiften uden sin egen post. 4,0
Energispareafgift Fast statslig afgift for udledning af CO2 - hed tidligere CO2-afgift. Ikke at forveksle med energisparebidraget, som hører under elafgiften. 6,4
Offentlige forpligtelser Statslig afgift, som betaler for at sikre forsyningssikkerheden, for tilskud til miljøvenlig energi og for forskning i miljøvenlig elproduktion. Også kaldet PSO-tarif. Svinger kvartalsvis.
Transport af el Dækker udgifter til at drive og vedligeholde elnettet ud til din bolig. Fastsættes af netselskabet.
Netabonnement Fast pris for at bruge netselskabets elnet. Uafhængig af forbrug. Fastsættes af netselskabet.
Forbrug Den pris, du betaler for selve dit elforbrug. Prisen pr. kWh fastsættes af elleverandøren. Prisen pr.kWh kan være fast eller variabel afhængig af strømprodukt.
Elabonnement Fast pris for at være kunde hos en elleverandør. Uafhængig af forbrug. Fastsættes af elleverandøren.

Der skal betales moms af alle de nævnte udgifter. De statslige afgifter stiger hvert år.

Kilder og læs mere
Læs mere om elafgifter og se udviklingen i afgiftssatserne i lovbekendtgørelsens bilag.
> Bekendtgørelse af lov om afgift af elektricitet (retsinformation.dk)

Læs mere om energisparebidrag (tidligere kaldet CO2-afgift) og se udviklingen i afgiftssatserne i lovbekendtgørelsens bilag.
> Bekendtgørelse af lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter (retsinformation.dk)

Andre oplysninger på elregningen

  • Aftagenummer
    Din måler har et unikt nummer på 18 cifre, som hedder et aftagenummer. Du skal bruge det, hvis du skal skifte leverandør.
  • Forbrug for andre år
    Der kan være oplysninger om dit forbrug de seneste år og en sammenligning af dit forbrug med lignende husstande.

> Se en regning med forklaringer fra DONG Energy (eksternt link)

2 slags selskaber
Din elregning kan komme fra op til 2 forskellige selskaber, nemlig dem, der leverer strømmen (elleverandøren) og dem, der ejer kablerne (netselskabet).

De kan være det samme selskab, men er det ikke nødvendigvis. Du kan nemlig frit vælge din elleverandør. Til gengæld ligger dit netselskab fast, da der kun er ét selskab, som ejer kablerne ud til din bolig.

Hvis du vælger en andet elleverandør end dit netselskab, vil du få 2 regninger (eller én regning med beløb fra 2 selskaber).

Frit valg giver fordele
Der kan være fordele ved at skifte elleverandør. Du kan f.eks. spare penge og/eller støtte produktion af el fra vedvarende energikilder.

Du kan også vælge et selskab, hvor du kan få etableret såkaldt fjernaflæsning. Det betyder, at du kan holde øje med dit elforbrug direkte på internettet uden selv at skulle aflæse måleren.

Siden er opdateret 15.02.2012