Kend dit elforbrug, så kan du nemmere styre det
1.000 kWh pr. person om året er Go’ Energis pejlemærke for et fornuftigt elforbrug.
Hvad er dit forbrug?
Hvis du ikke kender dit årlige forbrug, så se på din seneste elregning, hvor mange kWh du har brugt. Hvis det er en kvartalsregning, så gang tallet med 4, så du får årsforbruget. Husk, at regningen for langt de fleste er lavere om sommeren.
Hvad er dit mål?
Det gennemsnitlige forbrug pr. dansker er 1.500 kWh om året. Go’ Energis pejlemærke for danskerne er 1.000 kWh om året pr. person (uden forbrug til eventuel elvarme).
Hvis du bor alene, kan det dog være svært at nå pga. basisforbrug i hjemmet til f.eks. køleskab og fjernsyn. Derfor er pejlemærket for personer, der bor alene, 1.500 kWh om året.
Den typiske dansker, der bruger 1.500 kWh pr. person om året, kan spare 1.000 kr. hvert år ved at nå pejlemærket på 1.000 kWh.
Hvordan når du målet?
- Køb apparater og pærer, der bruger så lidt strøm som muligt – se efter Go’ Energimærket og det europæiske energimærke (A-H).
- Sluk lamper og apparater, du ikke bruger.
Hvor bruger du din strøm?
Hvis du er nysgerrig efter at vide, hvad din strøm egentlig bliver brugt til i dit hjem, så gå på opdagelse med en elmåler i dit hjem.
Læs mere om, hvad danskerne bruger deres strøm til.
Siden er opdateret 07.10.2011

