Ordbog

Få forklaret de mest almindelige ord inden for el og energi.

CO2-neutrale brændsler
CO2-neutral betyder, at der ikke udledes mere CO2 ved forbrænding, end det organiske materiale har optaget under dannelsen. Der udledes samme mængde CO2 ved forbrænding som ved naturlig nedbrydning af materialet.

CO2-neutral strøm
Hvis din elleverandør tilbyder dig ”CO2-neutral strøm” betyder det ikke automatisk, at der ikke kommer nogen CO2-udledning ved fremstilling af strømmen. Hvis du vil være CO2-neutral, skal du sikre dig, at elleverandøren destruerer CO2-kvoter svarende til dit elforbrug, og at de løbende øger andelen af strøm produceret på vedvarende energi.

EU’s energimærkning: A-G
EUs energimærkning fra A til G viser, hvor energieffektivt apparatet er. A er det mest energieffektive. Energistyrelsen fører kontrol med, at energimærkningen er korrekt.

De mest energieffektive apparater kan få Go' Energimærket.
> Læs mere om Go' Energimærket

Produkter, der skal have EU’s energimærkning*:
Køle- og fryseskabe
Opvaskemaskiner
Vaskemaskiner
Tørretumblere
Kombinerede vaske-/tørremaskiner
Elpærer
Elovne
Klimaanlæg til husholdningsbrug
*Alle produkter er til husholdningsbrug.

Energy Star
Energy Star er en frivillig energimærkningsordning, der administreres af de amerikanske miljømyndigheder (EPA). Ordningen anvendes i store dele af verden og for en lang række produkter. I EU anvendes mærket for it- og computerudstyr, og EU Kommissionen er ansvarlig for administration af ordningen.

Mærket kan bruges på det mest energivenlige it- og computerudstyr, f.eks. computere, computerskærme, printere og kopimaskiner.

Udstyr med Energy Star har et lavt elforbrug, både når det bruges, når det står standby, og når det er slukket.

For at få Energy Star-mærket skal udstyret også automatisk gå i sparefunktion eller slukke, når det ikke er i brug. Kravene i Go' Energis Indkøbsvejledning for it- og kontorudstyr svarer til Energy Star-kravene.

Energimærkningsordning for bygninger
Alle boliger, der sættes til salg, skal tildeles et energimærke. ’Energimærkningsordning for bygninger’ afløser de tidligere energimærkningsordninger, ELO og EM. Målet er at reducere energiforbruget i bygninger til opvarmning, ventilation, køling, belysning og varmt vand mv.

Alle offentlige bygninger og erhvervsbygninger (ikke industri) skal have et energimærke, når de sælges eller udlejes. Desuden skal alle offentlige bygninger og erhvervsbygninger over 1000 m2 energimærkes hvert 5. år. Læs mere på seeb.dk og på Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udviklings hjemmeside

Fjernbetjent stikkontakt
En fjernbetjent stikkontakt er en stikkontakt, der via en fjernbetjening kan slukke de tilknyttede kontakter. Det kan være en fordel, hvis stikkontakten er svær at komme til på grund af f.eks. møbler.

Trådløs kommunikation
Trådløs kommunikation giver mulighed for at fjernaflæse, overvåge og fjernstyre apparater og systemer. Princippet for trådløs kommunikation er, at et bokse (slaver) leverer måledata til en styreboks (en master). Slaverne udfører ordrer fra masteren, så som at tænde eller slukke for et apparat.

Masteren er en mini-pc, der styrer dialogen med slaverne, og som samtidig kan kommunikere med en server over internettet. Masteren fungerer derfor som en forbindelse mellem serveren og slaverne. Slaven er en måler, en tænd-sluk-kontakt eller andet hardware.

Siden er opdateret 28.11.2011