Nem ferie med energimærke til sommerhuse
Energimærkning gør det nemt at se energiforbruget i feriehuse. Med enkle spareråd kan I skære toppen af forbruget og få flere penge til isvafler.
Energimærke viser energiforbrug i feriehuse
Feriehusmærket fra Go' Energi gør det nemt at se energiudgiften i feriehuse. Mærket er udviklet i samarbejde med en kæde af feriehusbureauer. For hvert hus er der et tal for sommermånederne fra april til september og et tal for vintersæsonen fra oktober til marts.
Tallene angiver forbruget i energienheder, og for at finde prisen pr. døgn skal du gange med 2,25 kr.
Når et hus med pool f.eks. er mærket med 66 for sommer og 107 for vinter, betyder det, at energiprisen pr. døgn i gennemsnit er 148,50 kr. i sommermånederne og 240,75 kr. om vinteren.
Tallene er et gennemsnit baseret på det reelle forbrug i de sidste 6 måneder.
Følg råd og spar penge i ferien
Når du får nøglen til dit sommerhus udleveret, får du samtidig 10 gode råd til at spare på energien. Erfaringerne viser, at alene det at være bevidst om energiforbruget, får dig til at nedsætte det. Du kan allerede nu finde tips til at holde forbruget nede på vores sider om gode energivaner i sommerhuset.
De fleste familier kan ved at følge de enkle spareråd skære 10 % af forbruget, så der bliver flere penge til is. Bor du for eksempel en uge i det ovennævnte hus med pool, ville du spare hhv. 105 kr. og 170 kr. på en sommer- og en vinterferie.
Her finder du feriehusene
Feriehusmærket findes i 850 udlejningshuse fra sommerhuskæden Feriepartner i Jammerbugten og Thy. Feriepartner regner med, at mærket over tid vil brede sig til både konkurrenter og andre i Feriepartner-kæden.
Alene i de 850 sommerhuse kan ejere og lejere efter Go' Energis vurdering spare ca. 3,4 mio. kr. i elforbrug om året – svarende til næsten 850 ton CO2.
Feriehusmærket er en frivillig ordning på forsøgsbasis, og Go' Energi foretager derfor ikke stikprøvekontrol på mærkningen, men vejleder udlejere i korrekt brug af mærket.
Er du sommerhusejer og ønsker at bruge Feriehusmærket, kan du læse mere her.
Siden er opdateret 13.07.2011
Nyheder
- Skru ned, når du vasker tøj 23.01.2012
- Forny din bolig med Håndværkerlisten 20.01.2012
- Håndværkerfradrag også i 2012 06.01.2012

