Slip for fugt med en luftsolfanger
En luftsolfanger redder dit sommerhus fra fugtskader. Og så kan den sænke din varmeregning.
Solen fjerner fugten
En luftsolfanger opvarmer luft ved hjælp af solen og blæser luften ind i sommerhuset. Det bidrager til et meget bedre indeklima i huset, så du f.eks. undgår svamp og råd.
Sænker varmeregningen
En luftsolfanger hjælper også med at varme op, fordi det er hurtigere at opvarme sommerhuset en kold dag, hvis luften ikke er så fugtig.
Især i sommerhuse med elvarme kan du skære en del af varmeudgifterne med en luftsolfanger, fordi elvarme er dyr.
Din varmebesparelse varierer, efter hvilken anden opvarmningsform du har, og om du f.eks. opvarmer dit sommerhus hele året.
Billigere end varmepumpe
En luftsolfanger koster fra 5.000-12.000 kr. afhængig af størrelsen. Når den først er købt, kører luftsolfangeren automatisk og gratis, når solen skinner. Der er altså ingen driftsomkostninger.
Et alternativ til luftsolfangeren i sommerhuset kan være en luft til luft-varmepumpe. De er dyrere og bruger el, men kan til gengæld varme mere.
> Læs mere om varmepumper til sommerhuset.
Kig på ventilatoren
Når du køber en luftsolfanger, skal du være opmærksom på dens ventilator. Luftsolfangerens luft kommer ind i boligen via en lille ventilator, der får strøm fra en indbygget solcelle. Ventilatoren starter selv, når der er sol.
På nogle typer luftsolfangere kan du skrue ned eller helt slukke for ventilatoren. Det kan være en fordel, hvis det er meget varmt, eller hvis du på nogle tidspunkter vil have helt ro.
Sådan virker den
Luftsolfangeren kan sidde på en ydervæg eller på taget. Den skal vende mod syd og have mest muligt sollys. En luftsolfanger er typisk 0,5-3 m2.
Luftsolfangeren er en kasse, i f.eks. aluminium, med en glas- eller plastikplade foran. Den tørre udeluft trækkes gennem ventiler eller små huller ind i luftsolfangeren. Luften varmes op af solen og den tørre, varme luft blæses ind i huset.
Det er nødvendigt at lave et lille hul i husets ydervæg. Indblæsningsstedet er normalt lige inden for luftsolfangeren, men der kan også trækkes et kortere rør.
Sådan kommer du videre
Hvis du er i tvivl, om en luftsolfanger er noget for dig, kan du få rådgivning hos Energitjenesten på tlf. 70 333 777.
Siden er opdateret 27.10.2011
Nyheder
- Skru ned, når du vasker tøj 23.01.2012
- Forny din bolig med Håndværkerlisten 20.01.2012
- Håndværkerfradrag også i 2012 06.01.2012

