Sænk temperaturen på varmtvandsbeholderen

Den optimale temperatur i en varmtvandsbeholder 55 ºC. Det svarer typisk til, at vandet er ca. 50 °C, når det kommer ud af hanerne.

Hold varmtvandsbeholderens temperatur på 55 ºC
Den optimale temperatur i en varmtvandsbeholder 55 ºC. Det svarer typisk til, at vandet er ca. 50 °C, når det kommer ud af hanerne. Det er den temperatur, Go’ Energi anbefaler i varmtvandsbeholderen. Mange steder er temperaturen højere. Så bruger man unødigt meget energi, og der udskilles mere kalk, hvilket kan gå ud over beholderens levetid.

Det varme vand må dog aldrig være lavere end 50 °C i varmtvandsbeholderen, da det kan give f.eks. legionella-bakterier gode vækstbetingelser i beholderen.

Sådan sikrer du dig, at vandet er varmt nok
Hvis din beholder ikke har et termometer, kan du tjekke dens temperatur ved at måle temperaturen ved en vandhane, som sidder et godt stykke væk fra varmtvandsbeholderen.

Lad vandet løbe, indtil det er varmt, og fyld så en kop med det varme vand, så koppen bliver varmet op. Tøm koppen igen, og lad så det varme vand fra hanen løbe ned i koppen med et termometer i. Hvis vandets temperatur er mindst 50 °C, er temperaturen i varmtvandsbeholderen høj nok.

Vandvarmeren bør ikke være for stor
Risikoen for bakterievækst mindskes, hvis din varmtvandsbeholders størrelse passer til dit behov, så der ikke står vand i den i længere tid. En varmtvandsbeholder på 60-110 liter er nok til en almindelig husholdning. Beholderen bør være isoleret med mindst 50 mm isolering.

Hvor står vandvarmeren?
Det er en fordel, at vandvarmeren står i et opvarmet rum og ikke f.eks. i garagen, hvor varmetab fra beholderen vil gå til spilde.

Spar vand med perlatorer/vandbegrænsere
En vandbesparende bruser bruger 6-10 liter vand pr. minut, hvor en almindelig bruser bruger 10-20 liter vand pr. minut. Perlatorer på vandhaner blander vandet med luft, så strålen virker større, end den er. Vandbegrænsere nedsætter gennemstrømningen af vand, så du bruger mindre. Hvis du kombinerer perlatorer med vandbegrænsere, kan du spare op til 40 % af dit vandforbrug.

Siden er opdateret 31.10.2011