Gode råd til energirigtig drift af dit varmeanlæg

Der sker ofte et stort energiforbrug og varmespild fra en bygnings varmeanlæg. Læs mere om dit varmeanlæg her, og hvad du kan gøre for at forhindre varmespild.

Få styr på varmeanlægget med Go’ Energis Tjekliste for varmeanlæg
Med Go’ Energis Tjekliste for varmeanlæg kan du selv gå i gang med at tjekke dit varmeanlæg. Gå punkterne på Tjeklisten igennem, og følg anbefalingerne, så du er sikker på, at dit anlæg kører optimalt. Du kan også få en vvs’er til at gøre det for dig med et Go’ Energi-tjek.

> Go’ Energis Tjekliste for varmeanlæg
> Bestil et Go’ Energi-tjek

17 genveje til energirigtig drift af dit varmeanlæg
Du kan gøre en række ting for at holde varmespildet fra bygningens varmeanlæg nede. Her er 17 genveje til energirigtig drift af dit varmeanlæg – og en lavere varmeregning.

1. Lær din cirkulationspumpe og kedel at kende
2. Tjek, om dine radiatorer er lunkne forneden
3. Tjek, at der ikke er luft i dine radiatorer 
4. Tjek, at der er nok vand på dit radiatoranlæg 

5. Indstil termostaterne ens i alle rum
6. Sluk cirkulationspumpen om sommeren
7. Installer klimastyring, og få hjælp til at spare på varmen
8. Få natsænkning på varme-cirkulationspumpen
9. Hold temperaturen i varmtvandsbeholderen på 55 °C
10. Hold gulvvarmen slukket om sommeren, og brug ikke gulvtæpper
11. Sæt termostater på alle radiatorer, og tildæk ikke temperaturføleren
12. Tjek, at dine termostater virker
13. Hold radiatorerne slukket, når du lufter ud
14. Overvej, om der er meget varmt i din kælder
15. Undersøg, om din varmeregning er høj 
16. Undgå at supplere med elradiatorer
17. Aflæs dine energimålere jævnligt

1. Lær din cirkulationspumpe og kedel at kende
Cirkulationspumpens opgave er at cirkulere det varme vand mellem varmtvandsbeholderen og dine vandhaner. Du kan have mere end en cirkulationspumpe, da du også har en, hvis du har et radiatorsystem med vand.

Mange danskere ved ikke ret meget om deres cirkulationspumpe, olie- eller naturgaskedel og fjernvarmeunit, bl.a. fordi de ikke er hjemme, mens den bliver installeret eller ved de løbende eftersyn. Derfor får de ikke glæde af de funktioner, der kan give energibesparelser, f.eks. natsænkning eller nedlukning om sommeren.

Ring til din servicemand, og bed ham komme og give dig en instruktion – eller vær hjemme, næste gang du får besøg af ham. I mange tilfælde er det en del af den servicepakke, du i forvejen betaler for.

En del nyere pumper har indbygget termostat og tidsstyring. Hvis din pumpe ikke har det, kan du overveje at udskifte den til en A-mærket cirksulationspumpe, også kaldet en A-pumpe. En A-pumpe tilpasser sig varmebehovet, hvor gammeldags pumper kører på det indstillede trin, uanset om der er behov for det eller ej. Derfor sparer du meget el og varme, når du bruger en moderne A-pumpe – uden at det går ud over komforten.

> Til toppen

2. Tjek, om dine radiatorer er lunkne forneden
Jo koldere fjernvarmevandet er, når det sendes tilbage til varmeværket, jo bedre har du udnyttet den varme, der er i fjernvarmevandet. Som tommelfingerregel bør den nederste tredjedel af radiatoren altid være lunken.

Vand, der ikke er nok afkølet, strømmer for hurtigt igennem. Det gør, at varmeværket enten skal sende mere fjernvarmevand i cirkulation eller hæve temperaturen. I begge tilfælde forøger det energiforbruget hos både dig og varmeværket. 

Hvis dine radiatorer er varme forneden, kan det skyldes for høj fremløbstemperatur. Det kan du regulere på dit varmeanlæg. Årsagen kan dog også være, at dine radiatorer er for små til det område, de skal opvarme.
Mange steder får du en bonus, hvis dit anlæg afkøler godt, og en merudgift, hvis det afkøler dårligt.

> Læs mere om, hvordan du gør, på Tjeklisten for varmeanlæg
> Udregn, hvor god din afkøling er på fjernvarmen.dk   

> Til toppen

3. Tjek, at der ikke er luft i dine radiatorer
Lyt efter, om dine radiatorer klukker eller risler. Hvis de gør, er der luft i systemet. Åbn luftskruen forsigtigt – evt. med en tang eller en nøgle som fulgte med radiatoren. Hvis nøglen er blevet væk, kan du købe en ny i et byggemarked.

Luftskruen sidder typisk i den modsatte ende af radiatoren i forhold til termostaten. Vær parat til at lukke for luftskruen, så snart der kommer vand ud. Det kan være nødvendigt at fylde vand på anlægget efterfølgende. Du kan måske være nødt til at lufte radiatoren ud igen, når du har fyldt vand på. Og det er en god idé at gentage processen et par gange.

> Læs mere om, hvordan du gør, på Tjeklisten for varmeanlæg

4. Tjek, at der er nok vand på dit radiatoranlæg
Radiatorsystemer taber lidt vand over tid, og du må derfor fylde mere vand på anlægget med nogle års mellemrum. På alle installationer sidder der et manometer, som måler vandtrykket. Du kan se på brugsanvisningen, hvad der er det rette tryk til dit anlæg. Er vandtrykket for lavt, skal du fylde vand på.

Hvis du er nødt til at hælde vand på anlægget mere end 1 til 2 gange om året, kan det være tegn på, at der er læk i systemet, eller at fyrets sikring imod overtryk er defekt. Undersøg det nærmere, så der ikke sker skader på bygningen. Spørg din vvs’er, hvis du er i tvivl om noget, f.eks. hvordan du fylder vand på anlægget.

Vandslangen må ikke være monteret på anlægget, når du ikke bruger den. Så kan der opstå overløb fra varmeanlægget til husets vandforsyning, så den bliver forurenet.

Du må heller ikke etablere en permanent tilslutning af vand fra drikkevandsforsyningen til anlægget, da du risikerer, at vandet bliver suget tilbage fra varmeanlægget til drikkevandssystemet, så drikkevandet bliver forurenet. Fjern derfor altid tilslutningsledningen, når du er færdig med at bruge den.

> Læs mere om, hvordan du gør, på Tjeklisten for varmeanlæg

> Til toppen

5. Indstil termostaterne ens i alle rum, og brug ikke radiatorskjulere
Sæt radiatorens termostat på 3. Det svarer til ca. 21° C, som er en temperatur, de fleste finder behagelig. Undgå at regulere på termostaterne for tit, da det bruger ekstra energi. Husk at skrue ned for varmen, når du lufter ud, og luft kun ud i maks. 5 minutter.

Hav alle radiatorer i rummet tændt frem for kun en enkelt. 1 radiator, der er fuldt opvarmet, bruger ofte mere varme end 2 eller 3, der kører på kvart drift.
Indstil termostaterne i hvert rum til det samme. Det udnytter varmen bedre og giver mindre træk.

Tildæk ikke radiatoren, og brug ikke radiatorskjulere. Det forhindrer varmen i at komme ud i rummet. Undgå også at tildække temperaturføleren. Temperaturføleren er den sensor, der måler temperaturen i rummet. Hvis du tildækker den, kan den ikke vurdere rummets temperatur ordentlig og giver derfor forkert besked videre til radiatortermostaten. Temperaturføleren sidder typisk i termostaten eller hænger i en metaltråd i forbindelse med radiatoren.

> Læs mere om, hvordan du gør, på Tjeklisten for varmeanlæg

> Til toppen

6. Sluk cirkulationspumpen om sommeren
Sluk for din varme-cirkulationspumpe om sommeren, når du alligevel ikke har behov for varme.  Kontakten, som du skal slukke, sidder på cirkulationspumpen. Det kan være en god idé at hænge en seddel på kontakten, så du ved, hvilken kontakt du skal trykke på, når du vil tænde for varmen igen.

7. Installer klimastyring, og få hjælp til at spare på varmen
Klimastyring regulerer fremløbstemperaturen (temperaturen på det vand, der løber fra kedlen eller fjernvarmeveksleren ud i radiatorerne) efter, hvor varmt det er udenfor. Det betyder, at fjernvarmeveksleren eller kedlen ikke behøver producere mere varme, end der er brug for, når temperaturen indenfor skal holdes konstant og behagelig.

Undersøg på dit anlægs betjeningspanel, om du har klimastyring. I manualen til anlægget kan du læse, hvordan du indstiller klimastyringen korrekt.

Hvis du ikke har klimastyring, kan du få en håndværker til at installere det på dit varmeanlæg. Det sparer energi og giver dig en lavere varmeregning. I de fleste nyere modeller er klimastyring indbygget – sørg for, at du ved, hvordan det fungerer, så du kan bruge det optimalt.

> Læs mere om, hvordan du gør, på Tjeklisten for varmeanlæg

> Til toppen

8. Få natsænkning på varme-cirkulationspumpen
Hvis du sætter urstyring på din varme-cirkulationspumpe, kan pumpen slukke automatisk om aftenen og starte igen om morgenen, så driftstiden f.eks. kun er mellem kl. 6 og 22. Det vil reducere pumpens elforbrug med en tredjedel.
Urstyring monteres på din cirkulationspumpe af en elinstallatør. En del nye pumper har allerede urstyring indbygget.

Der findes mange forskellige former for automatik. Nogle er meget avancerede, mens andre kun kan styre få parametre. Hvis du ikke har automatik på dit anlæg, kan du få installeret det af en vvs’er.

> Læs mere om, hvordan du gør, på Tjeklisten for varmeanlæg

9. Hold temperaturen i varmtvandsbeholderen på 55 °C, og isoler beholderen
Sæt temperaturen i varmtvandsbeholderen på 55 ºC. Det er den optimale temperatur i en varmtvandsbeholder og varmt nok til at vaske op i, gøre rent med og til at bade i. Men i mange boliger er den højere. Så udskilles der mere kalk, og det kan gå ud over beholderens levetid.

Temperaturen ved tappestedet må aldrig være lavere end 50 °C, da det kan give legionella-bakterier gode vækstbetingelser i beholderen.

Du sparer ca. 600 kr. om året, hvis du sænker temperaturen med 5 °C.

Isoler din varmtvandsbeholder, hvis det er muligt. En isoleringstykkelse på 5-10 cm er optimal.

> Læs mere om, hvordan du gør, på Tjeklisten for varmeanlæg
> Læs, hvordan du tjekker temperaturen i din varmtvandsbeholder

> Til toppen

10. Hold gulvvarmen slukket om sommeren, og brug ikke gulvtæpper
Gulvvarmen regulerer temperaturen langsomt, hvis solen pludselig skinner og varmer huset op. Derfor er det en fordel at slukke den helt om sommeren. Hvis du gerne vil have et lunt badeværelsesgulv også om sommeren, kan du stille temperaturen på omkring 17 °C.

Vær opmærksom på, om du har åbne vinduer – især om natten. Kold luft får nemlig gulvvarmen til at gå op på fuld styrke.

Er gulvvarmen koblet til det almindelige varmeanlæg, vil den slukke, når du lukker for cirkulationspumpen, og du behøver ikke gøre noget ekstra. Men har du elgulvvarme, må du slukke i de enkelte rum.
Hvor meget du kan spare ved at slukke gulvvarmen svinger, bl.a. efter din rumtemperatur.

Hvis du har gulvvarme, bør du ikke bruge gulvtæpper. De forhindrer nemlig varmen i at komme ud i rummet.

> Læs mere om, hvordan du gør, på Tjeklisten for varmeanlæg

> Til toppen

11. Sæt termostater på alle radiatorer, og tildæk ikke temperaturføleren
En radiatortermostat er det håndtag på radiatoren, du regulerer varmen med. Med termostater sparer du på energien, fordi den hele tiden regulerer vandføringen til radiatoren efter behovet. Hvis rummet får gratisvarme fra f.eks. mennesker, sol og elektrisk udstyr, lukker termostaten for varmen og sparer dermed på energien.

Sørg derfor for, at der er termostater på alle dine radiatorer. Det skærer typisk for 5 %  af hver enkelt radiators energiforbrug til varme og kræver ikke nogen stor investering.

Overvej at anskaffe digitale termostater, der kan sænke temperaturen i din bolig om natten. Du kan selv montere dem, og de koster ned til ca. 500 kr. pr. styk. 

Måske har du gammeldags radiatorventiler
De fleste radiatorer har termostater, men hvis dit hus er fra før 1970, er det ikke sikkert, at der er det på alle dine radiatorer og gulvvarme. I stedet har du måske gamle radiatorventiler. De regulerer ikke temperaturen med termostat, men fungerer kun som et håndtag, du kan åbne og lukke for varmen med. De er langt mindre effektive, og du bør udskifte dem. Hvis du er i tvivl, om dine ventiler er med termostater, så spørg din vvs’er eller leverandøren.

Sørg for, at al opvarmning er termostatstyret
Go’ Energi anbefaler, at alle radiatorer forsynes med termostater, eller at du etablerer en fælles termostatstyring for hele rummet.

Tildæk ikke radiatoren og temperaturføleren
Tildæk ikke radiatoren med f.eks. gardiner eller tøj, og brug ikke radiatorskjulere. Det forhindrer varmen i at komme ud i rummet.

Tildæk heller ikke temperaturføleren, som er den sensor, der måler temperaturen i rummet. Hvis du tildækker den, kan den ikke vurdere rummets temperatur ordentlig og giver derfor forkert besked videre til radiatortermostaten. Temperaturføleren sidder typisk i termostaten eller hænger i en metaltråd i forbindelse med radiatoren.

> Læs mere om, hvordan du gør, på Tjeklisten for varmeanlæg

> Til toppen

12. Tjek, at dine termostater virker
Hvis du har en radiator, der ikke bliver varm, er det ofte termostatventilen, der har sat sig fast over sommeren, mens radiatoren var slukket. Skru termostathåndtaget af, og tryk ventilen ind et par gange – evt. med en tang – indtil den glider godt.

Det kan også nogle gange hjælpe at skrue helt op og ned et par gange efter hinanden. Ventilen er den lille stift, der sidder under termostathåndtaget. Den virker som en lille vandhane, der lukker af for vandet, når du skruer ned for termostaten, og åbner for vandet, når du skruer op.

Hvis det ikke hjælper at løsne ventilen, kan det være, at den er defekt. Det kan også være pga. luft i systemet, eller fordi der er for lidt vand på anlægget. Spørg din vvs'er.

> Til toppen

13. Hold radiatorerne slukket, når du lufter ud
Hold radiatorerne slukket, når du lufter ud. Ellers går de op på fuld styrke. Luft ud i 5 minutter med gennemtræk, luk herefter alle vinduerne, og tænd for varmen igen. Sæt termostaten på det samme, som før du luftede ud, typisk indstilling 3.

14. Overvej, om der er meget varmt i din kælder
En varm kælder kan skyldes, at dine rør ikke er isolerede, eller at isoleringen er gammel, slidt eller af dårlig kvalitet. Det er nemt at gøre noget ved.  Køb rørskåle i mineraluld med en isoleringstykkelse på 30-50 mm, og monter dem selv på dine rør.

Det kan dog også skyldes, at din kedel eller fjernvarmeunit er ineffektiv eller dårligt isoleret. Tal med din vvs’er, hvis du har mistanke om det.

15. Undersøg, om din varmeregning er høj
Prøv Boligtjek, hvis du er i tvivl, om du bruger meget varme i forhold til andre med en lignende bolig? Indtast din adresse, gå til Målinger, og indtast dit varmeforbrug. Det giver dig et billede af, om du bruger mere eller mindre varme end andre med en tilsvarende bolig.

Uanset om du har en høj varmeregning eller ej, kan du få overblik over dit forbrug og hjælp til at sænke det i Boligtjek. Du kan også læse mere på siden her.

> Til toppen

16. Undgå at supplere med elradiatorer
Undgå at supplere med elradiatorer. Hvis du ikke har nok varme, bør du udskifte dine nuværende radiatorer med nogle større eller sætte flere op. En radiator med ribber (konvektor) på bagsiden giver langt større varmeeffekt end en plan radiator uden ribber.

17. Aflæs dine energimålere jævnligt
Aflæs dine energimålere med jævne mellemrum, f.eks. 1 gang om måneden. Så sikrer du dig, at forbruget ikke ”løber løbsk” pga. en defekt, uden at du opdager det.

Hold øje med den årlige regning
Det er en god idé at holde øje med varmeregningen og dermed dit forbrug. På siden Varmesparemål kan du se, hvilket varmeforbrug du som tommelfingerregel bør stræbe efter.

Hold øje med det løbende forbrug
Prøv Boligtjek, hvis du vil holde styr på dit varmeforbrug og er i tvivl, om du bruger meget varme i forhold til andre med en lignende bolig. Indtast din adresse, gå til Målinger, og indtast dit varmeforbrug. 

Læs mere
> Prøv Boligtjek

> Til toppen

Siden er opdateret 01.02.2012