Skift hjemmets store strømsluger ud
800.000 husstande har ifølge Teknologisk Institut en forældet cirkulationspumpe til varmeanlægget. Er du en af de husejere, så koster pumpen dig mange penge og bidrager unødvendigt til dit CO2-bidrag.
En A-pumpe er en A-mærket cirkulationspumpe
Bygningsreglementet stiller krav om, at alle pumper til varme-, varmtvands-, jordvarme- og køleanlæg skal være A-mærkede eller opfylde tilsvarende energimærssige krav. En A-pumpe er en cirkulationspumpe, der har fået energimærket A.
I modsætning til en almindelig cirkulationspumpe, som kører for fuld kraft hele tiden, tilpasser A-pumpen sig boligens svingende varmebehov.
Hvor meget kan du spare?
Prøv pumpeberegneren, og find ud af, hvor meget du kan spare ved at skifte til en A-pumpe.
Find en A-pumpe ,ed Go' Energimærket
På oversigten finder du de cirkulationspumper, Go' Energi anbefaler, og som derfor har ret til at bære Go’ Energimærket. Bemærk at det er vigtigt at sikre sig, at pumpen kan levere nok tryk til systemet. Få leverandøren eller din vvs’er til at vejlede dig inden køb.
Hvis du køber et nyt oliefyr, kan det være nødvendigt at bede specifikt om en A-pumpe. Ellers bliver det ofte leveret med en mere elforbrugende pumpe.
> Find en håndværker, der kan udskifte din gamle oliekedel, på Håndværkerlisten. Håndværkerne bruger en energiløsning, så du får en energieffektiv og fremtidssikret løsning.
A-mærket kan spare dig for op til 800 kr. om året
En A-pumpe bruger ned til 5 watt i strøm og koster ca. 100 kr. om året i drift, mens en ældre pumpe kan koste helt op til 900 kr. om året.
Elforbruget for ældre pumper og for nyere, der ikke er A-mærkede, er 175-500 kWh om året. Det svarer til elforbruget for 4 køleskabe eller i snit næsten 10 % af en typisk husstands strømforbrug.
Den elbesparelse, du opnår med en A-pumpe, sænker desuden dit CO2-bidrag. Hvis alle danske husstande fik A-pumper, kunne vi spare ca. 200.000 tons CO2 om året.
Er din cirkulationspumpe forældet?
Ved du hvor gammel din cirkulationspumpe er, og hvor meget strøm den bruger? Her er et par ting, du kan se efter for at finde ud af, om din pumpe er en strømsluger.
Tjek strømforbruget
Hvis det mindste tal er 50 watt eller derover, er pumpen en strømsynder. Så kan det betale sig at skifte den ud – uanset hvor gammel den er.
Tjek indstillingstrin
Ældre pumper kan indstilles fra 1 til 3. Hvis din pumpe kan det, er den moden til udskiftning. Hvis der kun er et håndtag til at regulere driften, er den endnu ældre.
I tvivl – spørg din vvs'er
Hvis du er i tvivl om elforbruget/alderen på din pumpe, så ring til din lokale vvs'er. Hav oplysninger om pumpen parat, når du ringer.
Krav til A-mærkede cirkulationspumper
For at en cirkulationspumpe kan få Go’ Energimærket, skal den være A-mærket i forhold til Europumps kriterier ”Industry commitment to improve the energy performance of Stand-Alone Circulators through the setting-up of a Classification Scheme in relation to Energy Labelling”. Desuden skal producenten skrive under på, at produktet lever op til den anførte energiklasse.
Go' Energi foretager løbende stikprøvekontroller for at teste, om de anbefalede cirkulationspumper lever op til kravene. Hvis resultatet viser, at en pumpe ikke overholder kravene, fjernes den fra oversigten, og testresultaterne offentliggøres.
Siden er opdateret 07.02.2012

