Vedligehold af oliekedel
Som ejer af en oliekedel er du forpligtet til at vedligeholde og få efterset kedlen. Fra den 1. februar 2011 skal alle oliekedler have udført energimåling årligt af en teknisk ekspert. Desuden skal ineffektive oliekedler have udført et energisyn.
Lovpligtigt eftersyn af oliekedler
Alle ejere af en oliekedel skal huske, at det er lovpligtigt at vedligeholde og få efterset kedlen:
- Årlig energimåling
Kedlen skal have udført energimåling af en autoriseret teknisk ekspert 1 gang om året. Her måles bl.a. røggastemperatur og sodtal, og eksperten udregner røgtabet, dvs. hvor mange % energi der går tabt gennem skorstenen. Energimålingen viser, hvor energieffektiv kedlen er.
- Energisyn af ineffektive kedler
Ineffektive oliekedler skal have udført et energisyn. En kedel anses som ineffektiv, hvis den er fremstillet før 1977, eller hvis grænseværdierne for røgtab eller sodtal har været overskredet ved den årlige energimåling 2 år i træk. Du får besked af Energistyrelsen, hvis du har pligt til dette energisyn.
Energimålingen kan vise, hvor du kan spare
Energimålingen er et godt redskab til at få overblik over kedlens og varmeanlæggets effektivitet, og hvordan du kan spare på varmeregningen. Desuden giver målingsrapporten svar på, om det kan betale sig at skifte din eksisterende kedel ud.
Find teknisk ekspert
Du kan finde en godkendt teknisk ekspert til at rådgive dig, installere kedler og gennemføre eftersyn på Sekretariatet for Energieffektive Bygningers hjemmeside. Sekretariatet hører under Energistyrelsen og administrerer bl.a. de eftersyns- og mærkningsordninger, der handler om kedler.
Siden er opdateret 06.10.2011
Nyheder
- Træk solcellerne fra i skat 09.05.2012
- Pas på varmtvandshanens elforbrug 07.05.2012
- Find den rette håndværker 18.04.2012

