Producer din egen strøm

Med et solcelleanlæg udnytter du solen til at producere din egen strøm.

Solceller giver dig strøm
Solceller er en enkel måde at producere vedvarende energi og kræver ikke så meget vedligeholdelse. Solceller sænker både dit CO2-udslip og din elregning.

Så meget koster det
Et typisk solcelleanlæg på 10-15 m2 koster ca. 50-75.000 kr.

Så meget sparer du
Et typisk solcelleanlæg giver dig 6 kr. i hånden om måneden det 1. år – se beregning nedenfor. Gevinsten får du, når du trækker udgiften til et 25-årigt lån på 100.000 kr. fra værdien af din egen elproduktion fra hinanden. Fortsætter energiprisen med at stige, bliver den månedlige gevinst større de følgende år.

Samtidig sænker det dit CO2-udslip med ca. 0,5 ton.

Det kan langt bedre betale sig at investere i solceller nu end tidligere. Det skyldes bl.a. BoligJobplan-aftalen, som giver boligejere mulighed for at trække op til 15.000 kr. fra i skat på arbejdsløn til f.eks. installation af solceller.


Regneeksempel

Fakta

  • Areal: 28,2 m2
  • Produktion: 2.820 kWh/år
  • Effekt: 4 kW

Beregning

  • Lånebeløb: 99.771 kr.
  • Solcelleanlæg: 88.500 kr.
  • Håndværkerfradrag: 5.729 kr.
  • Montage: 17.000 kr.

Månedlig gevinst med håndværkerfradrag: 6 kr.
Månedlig gevinst uden håndværkerfradrag: minus 21 kr.


Gem din elproduktion på elnettet
Hvis du installerer et solcelleanlæg på maks. 6 kW i dit hus, har du ret til at "lagre" anlæggets elproduktion på elnettet. Et solcelleanlæg på 6 kW svarer til ca. 50 m2 og en elproduktion på 5-7.500 kWh pr. år. Det betyder i praksis, at du kan udnytte din solcellestrøm 100 % uden at betale afgifter.

Fra juni 2010 gælder nettoafregningsordningen for solceller. Det betyder, at du kan modregne den ekstra strøm, du producerer, med den, du bruger pr. år. Nettoafregning kræver en elmåler, der kan løbe i 2 retninger.

I anlæggets første 10 leveår får du 60 øre/kWh refusion for hver kWh, du ikke har brugt. I de følgende 10 år får du 40 øre/kWh. I praksis betaler det sig ikke at installere en overkapacitet.

> Læs mere om lagring af elproduktion fra solceller på Energistyrelsens hjemmeside

Så længe holder anlægget
Et solcelleanlæg kan producere strøm i mange år stort set uden vedligeholdelse. Teknologien er uden bevægelige dele og dermed robust og driftssikker. Ydelsen falder dog lidt med årene.

Kig efter effektgaranti på solcellerne. Den er garanti for, anlægget yder en vis procentsats af den ydelse, det havde, da du købte det, efter et fastsat antal år. Det kan f.eks. være 90 % effektgaranti efter 10 år og 80 % effektgaranti efter 25 år. Det er dog ikke alle, der sælger deres solcellemoduler med denne garanti.

Man ved ikke med sikkerhed, hvor længe solceller kan holde, men mange mener, de kan holde over 30 år. Vekselretteren forventes derimod ikke at holde i mere end 10-20 år, afhængigt af type og fabrikat. Den må du derfor regne med at skulle skifte ud i løbet af anlæggets levetid.

Solceller sælges i moduler
Solceller til boliger sælges i moduler, som er nemme at installere og bruge. Solcellemodulet er en samling af forbundne solceller. Solceller udnytter kun en del af solens energi – ca. 8-12 % for kommercielle moduler afhængig af type og kvalitet. Men de bliver hele tiden bedre.

Placering og størrelse
De fleste solceller sidder oven på taget. Men de kan også integreres i tag, facade eller i vinduesglas. Det er oplagt at integrere dem, hvis du alligevel bygger om eller til.

Solcellerne skal sidde solvendt på taget og hælde 45 °.

Placer solcellerne, så de er skyggefrie i dagtimerne, sydvendte og hælder 45 °. Så får du mest ud af dem. Private solcelleanlæg er typisk 10-15 m2 store, men størrelsen afhænger især af 2 ting:

1. Hvor stor en del af boligens elforbrug anlægget skal dække.
2. Hvor stort anlæg du har mulighed for at sætte op – økonomiske og praktisk.

Sådan fungerer solceller
Solceller bruger sollys til at producere helt almindelig strøm.

Solcellen omdanner solens stråler til elektrisk energi ved hjælp af den såkaldt fotoelektriske effekt. Halvlederen silicium fungerer som basis for processen i de fleste solceller. Elektriciteten er jævnstrøm i modsætning til boligernes vekselstrøm, så den omformes ved at sende den gennem en vekselretter. Herefter kan den bruges i boligen.

> Læs mere om solceller hos Teknologisk Instituts SolEnergiCenter (eksternt link)

Siden er opdateret 08.02.2012