Fakta om varmepumper
Vil du vide mere om varmepumper, deres effektivitet og teknologien bag? Så læs denne side.
Hvad gør varmepumpen?
Varmepumperne udnytter varmen i jord eller luft til at opvarme din bolig.
Effektivitet
Hvis du vil sammenligne forskellige varmepumpers effektivitet, skal du kigge på normeffektiviteten. Jo højere værdien er, jo mere effektiv er varmepumpen. Hvis værdien f.eks. er 2,9, betyder det, at varmepumpen giver 2,9 kWh varme for hver 1,0 kWh el, den bruger. Vores liste over effektive varmepumper informerer om de enkelte varmepumpers normeffektivitet.
Behovsstyring
Du kan vælge en varmepumpe med behovsstyring (kaldes også frekvensstyring eller modulering). De er dyrere, men mere effektive i drift og holder længere. Alternativt kan du få installeret en buffertank, der reducerer behovet for supplerende el i varmtvandsbeholderen og gør driften af varmepumpen mere energieffektiv.
Dimensionering
Bor du i lavenergihus, bør du være ekstra opmærksom på, at beregning af varmepumpen udføres på grundlag af det konkrete forbrug. Her udgør forbruget af energi til varmt vand nemlig en større del af det samlede forbrug, og varmepumper er ikke helt så effektive, når de producerer varme ved høje temperaturer. Normeffektiviteten er beregnet ud fra, at energiforbruget til varmt vand udgør 20 % af det samlede energiforbrug.
Eftersyn af jordvarmepumpe
Jordvarmeanlæg består bl.a. af hårde plasticslanger i jorden, som optager varme fra jorden. Jordslangerne skal efterses mindst 1 gang om året af en certificeret montør. Du skal gemme resultatet af eftersynet og vise det til kommunen på forlangende. Kontrolrapporter skal gemmes i 5 år. Jordslanger indeholder kølemiddel, og kun personer med autorisation/certifikat må arbejde med kølemiddelsystemet.
Krav til radiatorer
De anbefalede, effektive varmepumper i helårshuse kræver vandbårne radiatorer eller gulvvarmeanlæg. Hvis dine radiatorer er for små til at dække varmebehovet, vil installatøren foreslå, at du skifter dem ud eller supplerer dem for at opnå en god driftsøkonomi.
Siden er opdateret 16.08.2011

