Halogenpærer med sokkel
Halogenpærer har nogle af de samme postitive egenskaber som glødepæren, men energiforbruget er også næsten det samme.
Test af halogenpærer med sokkel
En test foretaget af Go’ Energi i sommeren 2011 viser, at den halogenpærer med sokkel (som typisk bruges som erstatning for glødepærer) i gennemsnit er 17 % mere energieffektiv end en glødepære. Enkelte halogenpærer er kun 8 % mere energieffektive end en glødepære. Samtidig er der en del produkter på markedet, der holder kortere end den levetid, der står på emballagen. Det betyder, at levetiden for halogenpærer ikke er særlig meget længere end for glødepærer.
Brug A-pærer, hvor du kan
Vi anbefaler, at du som udgangspunkt bruger A-pærer. På steder, hvor kvaliteten af farverne er særlig vigtig, kan du erstatte glødepæren med en halogenpære. Helst en halogenpære med indbygget transformer, da det er den eneste af halogenpærerne, som er meget mere energieffektiv end en glødepære. Men den er altså stadig dyrere i drift end en sparepære.
Halogenpærer med skruesokler ligner almindelige glødepærer. De er klassisk pæreformede, men man kan kende dem på, at glødetråden er erstattet af en lille halogenpære.
Halogenpæren holder typisk kun lidt længere og ligner en glødepære. Halogenpæren med sokkel er i energiklasse C eller D.
Gode råd til brug af halogenpærer
- Brug kun halogenpæren de steder, hvor der er behov for en særlig god farvegengivelse. F.eks. over spisebordet, ved spejlet og til håndarbejde.
- Brug lysdæmper. Pærens levetid forlænges, når den lysdæmpes. Bemærk, at halogenpæren med jævne mellemrum skal lyse for fuld styrke, for at kolben ikke bliver sværtet til, og levetiden reduceres.
- Vil du bruge en halogenpære, så vælg en med indbygget transformer.
Fakta om halogenpæren til erstatning af glødepæren
Halogenpærer til 230V med E27 og E14 sokkel har følgende egenskaber:
- Du finder den typisk i effektstørrelser på 18-100 watt .
- Du kan bruge den i de samme lampetyper som almindelige glødepærer.
- Halogenpærer har typisk en energieffektivitet på 10-17 lumen pr. watt og en levetid på under 2.000 timer.
Udfasning af halogenpæren
I december 2008 vedtog et enigt EU at udfase de gamle, energitunge glødepærer. Samtidig vedtog EU at skærpe kravene til halogenpærers energiklasse sådan:
- Fra den 1. september 2012 skal alle klare halogenpærer være i energiklasse C.
- Fra den 1. september 2016 skal alle klare halogenpærer være i energiklasse B**.
- Alle matte halogenpærer skal være energiklasse A (der findes ingen af disse på markedet).
* Undtagelser: Reflektorpærer, halogenpærer under 60 lm og specielle lyskilder.
** Undtager G9/R7 i energiklasse C.
Hvis du gerne vil vide, hvornår en bestemt halogenpære bliver udfaset, kan du bruge Energistyrelsens lyskildeberegner.
> Energistyrelsens lyskildeberegner
Siden er opdateret 09.01.2012

