Hvad gør jeg, hvis elspareskinnen ikke virker?
I få tilfælde virker elspareskinnen ikke med det samme. Her får du tips til at få den til at virke.
Elspareskinner med usb til computere
Nogle computere slukker ikke for usb-porten, når du slukker for computeren, og elspareskinne virker derfor ikke. Det skyldes funktionen Wake-On-usb, som kan starte computeren, når en usb-enhed giver et signal.
Det er smart, hvis du vil have, at et usb-modem tænder computeren, når nogen ringer. Eller at computeren tændes ved et tryk på en tast på et usb-tastatur.
Ulempen med Wake-On-usb er, at flere og flere producenter slår denne mulighed til som standard. Nogle steder kan den slet ikke slås fra. Det sker, selvom de fleste brugere aldrig vil benytte sig af muligheden, og computeren bruger tilmed lidt ekstra strøm, når den er slukket.
Mulige løsninger:
- Tjek manual og butik: Se i manualen, om der er information om, hvordan du slår Wake-On-usb fra. Står der ikke noget, så spørg butikken eller producenten om det.
- Tilslut til PS/2-porten: Hvis computeren har en PS/2-port, kan du sætte elspareskinnen heri. PS/2-porten er et lille rundt stik med 6 ben, hvor der tit er vist et ikon for en mus eller et tastatur, som du kan slutte mus og tastatur til.
Du skal have et overgangsstik mellem PS/2-porten og usb-stikket, som tit følger med, hvis du køber en mus eller tastatur til usb. Ellers skal du købe overgangsstikket i en computerbutik. Sluk for computeren, før du sætter elspareskinnen til PS/2-porten, ellers kan porten blive ødelagt.
Hvis du i forvejen bruger PS/2-porten til en mus eller tastatur, kan du købe et såkaldt Y-kabel, hvor du kan tilslutte både mus eller tastatur og elspareskinne til PS/2-porten.
- Sæt ekstra usb-kort i computeren: Køb et internt usb-kort til computeren, der skal monteres inden i computeren i et såkaldt PCI-slot. Kortet giver 2-5 ekstra usb-porte, som slukker, når du slukker computeren.
Det koster 70-250 kr. afhængig af type og af hvor mange porte, der er på kortet. Det er ikke besværligt at montere, men hvis du ikke har prøvet det før, så få hjælp til det. - Ved køb af ny computer: Hvis du alligevel køber nye computere, så spørg i butikken, om usb-porten slukker, når du slukker computeren. Hvis dette ikke er tilfældet, så spørg om, hvordan det kan slås fra.
Nogle computere lukker ikke ned for usb-porten under standby, og så aktiveres elspareskinnen ikke. Det anbefales at bruge dvale og slukke computeren helt.
Elspareskinner uden usb til computer og tv
Elspareskinnen føler på hovedstikkets elforbrug til computeren og tv’et. Når du slukker for computer eller tv, falder forbruget til et minimumsniveau (typisk under 20 watt). Det kan elspareskinnen mærke, og den giver signal til at slukke for de øvrige stik.
Hvis elspareskinnen ikke slukker, kan det skyldes, at computeren eller tv’et har et højt standbyforbrug, og at elspareskinnen derfor ikke kan mærke, at apparatet er slukket.
Læs mere
Siden er opdateret 28.11.2011

