Energimærkning af hvidevarer
Energimærkerne hjælper dig med at vælge et apparat med lavt elforbrug.
Se efter energimærkerne
Kig efter Go’ Energimærket og EU’s energimærkning.
Go’ Energimærket
Go’ Energimærket bliver typisk brugt til de 20 % mest energieffektive produkter inden for hver produktkategori.
EU’s energimærkning: A-G
EU har en obligatorisk ordning for energimærkning, der gælder for hårde hvidevarer, elpærer og tv. Den angiver på en skala fra A til G, hvor effektivt apparatet er. A-mærkede apparater har de laveste energiforbrug inden for den enkelte gruppe.
Energimærker på hvidevarer oplyser dig også om apparatets energiforbrug og andre forhold som f.eks. vandforbrug og vaskeevne.
Hvidevarer, der skal have EU’s energimærkning:
- Køle- og fryseskabe
- Opvaskemaskiner
- Vaskemaskiner
- Tørretumblere
- Kombinerede vaske-/tørremaskiner
- Elovne
Ny energimærkning
For køle- og fryseapparater, vaskemaskiner og opvaskemaskiner er der vedtaget ny energimærkning.
De nye mærker kan allerede anvendes nu, men skal senest anvendes fra den 30. november 2011 for køle- og fryseapparater og fra den 20. december 2011 for vaskemaskiner og opvaskemaskiner.
De nye mærker har fået nye energiklasser i toppen af skalaen, så der nu ud over energiklasse A også findes A+, A++ og A+++. For køle- og fryseapparater er skalaen allerede udbygget med A+ og A++.
De nye energimærker ligner de gamle med grønne og røde pile, hvor mørkegrøn som tidligere angiver den mest energieffektive energiklasse. Men mærkerne har fået et nyt layout, hvor letforståelige piktogrammer erstatter en del af teksten på mærket.
For vaskemaskiner og opvaskemaskiner er vaske- og opvaskeevne ikke vist på de nye mærker. Det skyldes, at der samtidig med ændring af energimærkningen også indføres krav om, at alle vaske- og opvaskemaskiner på markedet som minimum skal have A i vaske- og opvaskeevne. Kravet om A i vaskeevne gælder dog ikke for meget små vaskemaskiner med en kapacitet på 3 kg eller derunder.
Hvordan foretages kontrollen?
Energistyrelsen fører kontrol med energimærkningen. De gennemfører 2 typer af kontrol:
- Butikskontrol
Kontrol af, om energimærkerne bliver brugt på produkterne ude i butikkerne, og om de er anvendt korrekt. - Kontrol af produkter
Kontrol af, om oplysninger om energimærker på produkterne er korrekte. F.eks. kontrol af, om A-mærkede apparater overholder kravene for at opnå energiklasse A.
Sekretariatet for Eco-design og Energimærkning af produkter står for administrationen og gennemførelse af kontrollen.
Test af produkter sker ved stikprøver. Sekretariatet vælger 1 apparat, som man tester på et målelaboratorium. Hvis det ikke overholder kravene, tester man 3 mere af modellen. Hvis de 3 i gennemsnit bruger mere end 10 % over energikravet, er mærkningen forkert.
Energistyrelsen kan nu kræve, at producenten ændrer mærkningen eller trækker produktet tilbage fra markedet. I sidste ende kan sagen ende hos domstolene.
Se efter miljømærkerne Blomsten og Svanen
Blomsten og Svanen er det europæiske og det nordiske miljømærke. De er anerkendte af de danske myndigheder og underlagt uvildig kontrol. Du kan finde mærkerne på vaskemaskiner, opvaskemaskiner, køleskabe og frysere.
De 2 miljømærker garanterer, at produktet:
• er blandt de mindst miljøbelastende af den type produkt.
• er mindst lige så godt som andre produkter af samme type.
• ikke indeholder sundhedsskadelige stoffer.
Både Blomsten og Svanen stiller krav til energieffektivitet. Besøg Miljømærkning Danmark, hvis du vil vide mere om miljømærker.
Siden er opdateret 14.08.2011
Nyheder
- Skru ned, når du vasker tøj 23.01.2012
- Forny din bolig med Håndværkerlisten 20.01.2012
- Håndværkerfradrag også i 2012 06.01.2012

