Skrot dit gamle køleskab

Når køleskabet har en vis alder, gør du miljøet en tjeneste ved at udskifte det med et nyt køleskab i energiklasse A+ eller A++. Den mindre miljøbelastning ved et lavere elforbrug opvejer den miljøbelastning, det er at fremstille og skrotte flere køleskabe

Skrotning kan gavne miljøet
På Instituttet for Produktudvikling (IPU) ser man på, hvor meget produkter belaster miljøet, når de fremstilles, bruges og bortskaffes. "Et køleskab kan normalt holde 10-15 år, men hvis man udskifter det allerede efter 6-10 år, skal der både fremstilles og skrottes flere køleskabe end ellers. Det bør man have med i sit miljøregnskab", siger civilingeniør Ole Willum fra IPU.

Der er ikke lavet nogen specifikke beregninger af, hvornår det kan betale sig miljømæssigt at udskifte sit gamle køleskab. Men prøv beregneren, eller mål med et SparOmeter for at finde ud af, om dit køleskab har et uforholdsmæssigt stort forbrug og derfor er klar til at blive skiftet ud.

Affaldsselskaber gode til at genbruge
Mange affaldsselskaber er gode til at skrotte de gamle køleskabe og frysere på en miljøvenlig måde, f.eks. Amagerforbrænding i København. Her modtager man udtjente køleskabe og frysere fra knap 700.000 indbyggere i Storkøbenhavn.

Hvert år sender de over 20.000 udtjente køleskabe og frysere til et tysk firma, som sørger for, at hovedparten af materialerne bliver genanvendt. Firmaet fjerner kølemidlet, olien og kompressoren. Glashylder og løse plastdele bliver taget ud, og resten bliver knust til små stykker, som sorteres til genanvendelse. Hvis der er freon i isoleringsskummet, bliver det fjernet og genanvendt. Alt i alt bliver 90 % af køleskabet genanvendt.

Når du skal af med dit gamle køleskab
Køleskabet indeholder miljøfarlige stoffer, og en stor del af materialerne kan med fordel genanvendes. Husk derfor at aflevere det på genbrugsstationen eller til storskrald, når du skal af med det.

Siden er opdateret 06.06.2011