Vask med tanke på sundhed og miljø
Med enkelte forholdsregler kan du skåne miljøet, passe på sundheden og samtidig få tøjet helt rent, når du vasker.
Tøjvask og hygiejne
I det daglige kan man godt vaske ved lave temperaturer, men hvis der er smitsom sygdom i familien, er det en god idé at hæve temperaturen.
Hvis en eller flere personer i familien er ramt af lus, fnat, smitsom sygdom med bakterier, virus eller svampe, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at tøjet vaskes ved 60 °C for at undgå, at smitten breder sig til de andre i husholdningen.
Du kan læse alle Sundhedsstyrelsens råd om vask og hygiejne her (pdf).
Doser sæben præcist
Tøjet bliver ikke mere rent af, at du hælder for meget vaskepulver i maskinen. Vaskepulver er skadeligt for miljøet – og tøjet behøver kun nøjagtig den mængde vaskepulver, som brugsanvisningen angiver.
Ofte skal der bruges mindre vaskemiddel pr. vask, end man tror. Læs anvisningen på pakken og sammenlign med anvisningerne for vaskemaskinen – og find så målebægeret frem. Behovet varierer bl.a. efter, hvor hårdt vand du har. Se et kort over vandets hårdhed i de forskellige kommuner på Geus’ hjemmeside.
Tommelfingerreglen er, at du lige akkurat skal kunne se en smule skumbobler på glasset til vaskemaskinen. Det skal ikke være et skumbad for at blive rent.
Drop skyllemiddel
Skyllemiddel skader miljøet - også de miljømærkede varianter. Og skyllemiddel er unødvendigt, undtagen i nogle tilfælde, hvis der er problemer med statisk elektricitet i syntetiske tekstiler . Det er nemlig det, skyllemiddel oprindelig er beregnet til.
> Se flere råd om skyllemidler fra Informationscenter for Miljø & Sundhed
Køb miljømærket og kompakt
Køb vaskemidler mærket med det nordiske miljømærke Svanen eller det europæiske miljømærke Blomsten . Kompakte vaskemidler er mere miljøvenlige end flydende, men husk at dosere efter anvisningerne.
Siden er opdateret 30.08.2010

