Fakta om digitale modtagere
En digital modtager laver de digitale signaler om til analoge, som dit almindelige tv kan vise.
Er du i tvivl, om du skal købe en digital modtager?
Har du din egen tv-antenne, kan du kun se tv, hvis du har en digital modtager. Hvis der ikke er digital modtager indbygget i dit tv, skal du købe en lille ekstra boks med en digital modtager, som nemt kan sættes til dit tv.
Hvis du er i tvivl, så læs mere om digitalt tv her, på Det nye tv-signal eller hos Boxer tv.
Det digitale tv-system giver mange fordele
- Mulighed for bedre billede og lyd
- Elektronisk programguide, hvor du kan se information om programmer, tv-programmer m.m.
- Valg eller fravalg af undertekster
- Tegnsprogstolkning
- Ægte 16:9-format
- Interaktivitet
Nogle funktioner bliver først mulige på et senere tidspunkt.
Der findes digitale modtagere til:
- Antenne, DVB-T
- Kabel-tv, DVB-C
- Satellit-tv, DVB-S
- Internet, DVB-IP
Andre betegnelser for digitale modtagere
Modtagerne bliver også kaldt settopbokse, digitale dekodere og zapper-bokse.
3 slags digitale modtagere
Go' Energi opdeler digitale modtager i 3 forskellige kategorier. Læs om dem nedenfor:
1. Simpel digital modtager
Den kan modtage digitale tv-signaler og konvertere dem til analoge signaler. En simpel boks kan også have mulighed for at dekode HD-signaler (signaler i High Definition-kvalitet).
2. Digital modtager med kortlæser
Kan modtage digitale tv-signaler og konvertere dem til analoge signaler. Den kan afkode de krypteringer, der anvendes i forbindelse med signaler til betalings-tv. Den kan have en ekstra indbygget modtager/tuner og et harddiskdrev til at optage og afspille programmer.
Modtageren kan også have mulighed for at dekode HD-signaler (signaler i High Definition-kvalitet). En modtager med kortlæser kan anvendes til betalings-tv.
3. Kompleks digital modtager
Kan modtage digitale tv-signaler og konvertere dem til analoge signaler. Den kan afkode de krypteringer, der anvendes i forbindelse med signaler til betalings-tv. Den kan have indbygget ekstra modtager/tuner og et harddiskdrev til at optage og afspille programmer. Modtageren kan også have mulighed for at dekode HD-signaler (signaler i High Definition-kvalitet).
Den har flere funktionaliteter end modtagere med kortlæsere. Den kan løbende opdateres af tv-udbyderen og har derfor en tilstand, der hedder aktiv standby. Forbruget i aktiv standby kan være stort, og komplekse modtagere har derfor ofte et ret stort elforbrug.
Elforbrug for digitale modtagere
Elforbruget og standbyforbrug for digitale modtagere svinger en del fra apparat til apparat. Se efter Go’ Energimærket, hvis du vil være sikker på et lavt elforbrug både i tændt tilstand og i standby.
En simpel digital modtager med Go’ Energimærket bruger typisk 12 kWh pr. år, mens en modtager uden mærket bruger 48 kWh pr. år. Vælger man en kompleks modtager, er de tilsvarende tal 18 kWh pr. år mod 77 kWh pr. år - eller en forøgelse af elregningen på ca. 160 kr. om året.
Siden er opdateret 28.11.2011

