Gode råd om køb af tv

Tv kan blive en stor post på elregningen, og elforbruget kan svinge fra ca. 60 til over 600 kWh. Det svarer til over 1.200 kr. pr. år i de forskellige modeller. Kig på type, størrelse og elforbrug, når du køber nyt. Gå efter tv med Go’ Energimærket, så ligger elforbruget i den lave ende.

3 slags fladskærme – forskelligt forbrug
I dag sælges der udelukkende fladskærms-tv. De kan inddeles i 3 teknologier:

  • LED-tv
    LED  står for Light Emitting Diode. Et LED-tv har en LCD-skærm, men kaldes LED-tv, fordi det bruger LED til baggrundsbelysning. Generelt er LED-tv’er de mest energieffektive. Besparelsen ved at vælge et LED-tv frem for et almindeligt LCD-tv er typisk 20-30 %.

  • LCD-tv
    LCD står for Liquid Crystal Display. LCD-tv har enten baggrundsbelysning af lysstofrør eller LED. LCD med lysstofrør er den mest udbredte skærmtype og det, der normalt menes, når man siger LCD-tv. LCD-tv bruger mindre strøm end plasma-tv. 

  • Plasma-tv
    Plasma tv'er er generelt den mest energislugende teknologi, der bruger omkring 50 % mere strøm end LCD-tv. Nogle nye modeller har dog skåret forbruget så meget, at de er på linje med LCD-tv.

Stor variation i forbrug
Der er meget stor variation i tv-apparaters elforbrug – også inden for hver af de 3 teknologier.

Der findes LCD-tv’er, der har et højere elforbrug end nogle plasma-tv’er med samme skærmstørrelse. Og der findes LED-tv’er, der har et højere elforbrug end nogle LCD-tv’er med samme skærmstørrelse. Det er derfor vigtigt, at du ser dig for, når du skal ud at købe nyt fjernsyn. Vælg tv-apparater med Go´ Energimærket, så er du sikret et energieffektivt produkt.

Få den rigtige indbyggede modtager
I dag har næsten alle tv-apparater en indbygget digital modtager. Det er vigtigt, at du vælger et tv-apparat med en digital modtager, der passer til modtageforholdene. Det vil sige, at hvis du modtager tv-signaler med:

•    Antenne, skal du købe et tv med indbygget DVB-T modtager.
•    Kabel-tv, skal du have DVB-C modtager.
•    Satellit, skal du have DVB-S modtager.

Mange tv’er har indbygget flere slags modtagere, så de f.eks. kan modtage signaler både fra antenne og kabel. Tjek det, før du køber.

De nye tv-kanaler fra DR sendes i et format, der kaldes MPEG4, og fra 2012 sendes alle programmer fra DR og TV2 i det format. Hvis du gerne vil kunne modtage disse kanaler og programmer, skal du købe et tv med indbygget digital MPEG4-modtager. Vil du modtage TV2 fra 2012, skal modtageren også have en kortlæser.

Følg de 2 råd, så elforbruget i dit nye tv ikke bliver højere end nødvendigt

  • Gå efter tv-apparater med Go’ Energimærket.
  • Jo større tv, jo højere er elforbruget. Så køb ikke større skærm end nødvendigt.

Siden er opdateret 15.08.2011