Bevægelsessensorer og skumringsrelæer
Bevægelsessensorer, skumringsrelæer og kontakture tænder og slukker lyset ved bevægelse, når det bliver mørkt eller på bestemte tidspunkter.
Tænder, når det bliver mørkt
Bevægelsessensorer er gode til trapper, gange og entréer, bryggers, kældre og udendørs i f.eks. carporten.
Et skumringsrelæ tænder for lyset, når det er mørkt. De fleste bevægelsessensorer kan indstilles til først at tænde, når det er mørkt.
Hvis man vil have lys tændt på forudvalgte tidspunkter, kan man bruge et kontaktur.
Tjek, at styringen kan bruges til A-pærer
Når man køber bevægelsessensor, skumringsrelæ og kontaktur til sine A-pærer, så tjek, at de kan bruges til A-pærer og andre sparepærer. Som regel kan man se det på emballagen. Hvis ikke, så spørg i butikken.
Hvis man bruger styringer til A-pærer, selv om de ikke er beregnet til det, kan det ødelægge A-pærerne efter noget tid.
Spar 20-40 %
Der er meget at spare meget ved at installere automatisk styring af lyset, så det kun er tændt, når der er brug for det.
Undersøg sensorens elforbrug
Vær opmærksom på, at bevægelsessensorer og skumringsrelæer bør have et lille elforbrug (elforbrug i selve sensoren) – også når lyset er slukket. Det såkaldte tomgangstab bør højst være 1 watt (og helst under ½ watt) for en sensor. Et forbrug på 1 watt alle årets 8.760 timer giver en årlig elregning på ca. 15 kr.
Derfor skal besparelsen ved at anvende en sensor til at slukke/tænde lyset selvfølgelig helst være en del større, hvis det skal kunne betale sig, men det er den også ofte.
Siden er opdateret 07.09.2008

